Coronasmitte er trængt ind på nordjysk plejehjem – mindst en beboer og ni ansatte smittet
12 ansatte og 12 beboere på et plejehjem i Sindal i Nordjylland er smittet med coronavirus.
Tirsdag blev en medarbejder på plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal i Hjøring Kommune konstateret smittet med coronavirus, og siden har situationen udviklet sig i den gale retning.
Søndag aften efter de sidste svar fra fredagens test var kommet, var status ifølge Nordjyske, at i alt 12 medarbejdere og 12 beboere er konstateret smittet.
11 af de 12 smittede beboere bor på samme afdeling. Den afdeling er nu skærmet af for at begrænse spredning af sygdommen.
Yderligere fire medarbejdere med symptomer på sygdommen er sendt hjem, mens de venter på testsvar.
Smittens oprindelse er endnu uvis.
»Vi ved selvfølgelig, hvem der blev konstateret smittet først, og i hvilken rækkefølge de næste er kommet. Men hvor oprindelsen er, ved vi ikke så meget om,« siger Leif Serup, der er direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.
Jeg vil i hvert fald sige, at hvis vi havde troet, at det var et overstået kapitel, og vi kunne begynde at åbne hele samfundet igen, viser det her, at det er det langt fra.Leif Serup, direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune
For at få flere svar er der indledt en tæt kontakt med smitteopsporingsenheden under Styrelsen for Patientsikkerhed.
»En ting er jo, at vi har et plejecenter med smittede, og det skal vi selvfølgelig tage os af. Men der kan være smitte rundt om i civilsamfundet, som vi ikke har indblik i, og det er det, som smitteopsporingsenheden vil kigge på for at få afdækket, hvordan smitten er opstået, og hvordan den har bredt sig,« uddyber Leif Serup.
Efter under store dele af coronaepidemien at have haft en relativt begrænset påvirkning af coronasmitte i Hjørring Kommune, har denne uge vist en forværret tilstand.
Foruden smittetilfældene på plejehjemmet i Sindal meldte kommunen også torsdag ud, at to skoleklasser og flere medarbejdere fra Bagterpskolen i Hjørring er blevet sendt hjem, efter at to elever i 0. og 3. klasse er blevet konstateret smittet.
Udviklingen kan aflæses i Statens Serum Instituts opgørelse over lokal smitte. Her ligger Hjørring Kommune nu som den eneste kommune i Jylland og på Fyn med 10-19 nye smittede pr. 100.000 indbyggere indenfor den seneste uge. Også i nabokommunen Frederikshavn er der konstateret smitte.
Udviklingen bekymrer Leif Serup:
»Jeg vil i hvert fald sige, at hvis vi havde troet, at det var et overstået kapitel, og vi kunne begynde at åbne hele samfundet igen, viser det her, at det er det langt fra. Så ja, jeg er bekymret over det. Det er vi da alle sammen: vores medarbejdere, pårørende og beboere. De er alle sammen bekymrede, og der er i den grad behov for at vide, hvor omfattende det egentlig er, det vi står med.«
På Vendelbocentret er smitten indtil videre afgrænset til en enkelt af hjemmets afdelinger. På afdelingen bor der 15 beboere, mens hjemmet samlet set kan rumme 64 beboere. Der er tilknyttet 64 ansatte til centret.
Da man tirsdag blev bekendt med den første positive test, tog plejehjemmet flere foranstaltninger. En af dem var fra onsdag morgen at lukke helt for alle ikke-akutte besøg, efter der ellers så småt igen var blevet genåbnet for besøg på alle landets plejehjem.
Der er også skruet op for brugen af værnemidler på centeret med øget brug af visirer, handsker og forklæder.
»Der er klare retningslinjer for det, og det sker i tæt samarbejde med vores egen hygiejneafdeling og regionens rådgivning fra infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital,« uddyber Leif Serup, som siger, at kommunen har nok værnemidler til at håndtere situationen.
Der er ikke gjort yderligere tiltag på kommunens øvrige plejehjem, som derfor foreløbigt følger de generelle retningslinjer for plejehjems håndtering af coronakrisen.
I Frederikshavn er 7. y og en lærer på Privatskolen sendt i isolation, da en forælder til en elev i klassen er smittet med covid-19.
Eleven skal testes mandag, og isolationen bliver ophævet, hvis det viser sig, at eleven ikke er smittet.
210 af de i alt 597 coronarelaterede dødsfald i Danmark er indtruffet blandt plejehjemsbeboere.