Fortsæt til indhold
Indland

Seks brande hærgede i Herlev i nat - borgmester kalder det »et alvorligt angreb«

I løbet af få timer blev der antændt seks brande i Herlev. En daginstitution er delvist udbrændt.

Natten til søndag brændte det voldsomt flere steder i Herlev.

En institution er søndag morgen delvist udbrændt, og der har været brande i flere containere og biler.

I alt syv brande måtte politi og brandvæsen rykke ud til mellem midnat og kl. 03 med assistance fra Beredskab Øst.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), har søndag morgen besøgt den udbrændte institution. Han er med egne ord »rasende og ked af det« over brandene og kalder dem for »et alvorligt angreb på det Herlev, vi holder af«.

»Det der skulle være en dejlig pinse, er for mange Herlevborgere nu ændret til en weekend med ødelæggelse og hærværk. Det er skrækkeligt og urimeligt for hver eneste borger, der er blevet ramt,« skriver borgmesteren, der selv er blevet passet i den ramte institution som lille, i et længere Facebook-opslag.

https://www.facebook.com/thomas.g.petersen.5/posts/10158228059543260

Thomas Gyldal Petersen skriver tillige i opslaget, at han formoder, at brandene er påsat af en gruppe »utilpassede kriminelle«. Københavns Vestegns Politi fortæller dog til TV 2, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt brandene er påsatte.

»Vi efterforsker bredt, og selv om der ikke umiddelbart er fundet nogen sammenhæng, er det påfaldende, at det sker i samme by i løbet af få timer,« siger vagtchef Brian Holm.

Til Ritzau forklarer Herlevs borgmester, at brandene natten til lørdag ikke er de første de seneste måneder, men at de markerer en »eskalering«. Samtidig siger han, at han forventer, at politiet vil sætte alle ressourcer ind på at opklare brandene.

Søndag morgen var det sidste af branden i institutionen slukket, oplyser Beredskabet.

Københavns Vestegns Politi vil gerne høre fra vidner, der kan have oplysninger om brandene.