Kunde låst inde i jem og fix bad om hjælp på Facebook: Reaktioner overraskede ham
En kunde blev efterladt i jem og fix i Hedensted, mens personalet gik hjem.
Velalagan Thambirajah er en flittig kunde i jem og fix-butikken i Hedensted, men besøget onsdag aften vil han nok ikke glemme foreløbigt.
For han blev låst inde i butikken og måtte ringe til politiet for at få hjælp til at blive lukket ud. Det skriver Horsens Folkeblad.
Velalagan Thambirajah fortæller til avisen, at han var ankommet til butikken 10 minutter før lukketid, mens personalet var begyndt at køre varer indenfor.
Han gik ind i butikkens gård for at hente nogle brædder, men da han forsøgte at komme ind i butikslokalet for at betale, var porten låst og personalet var gået hjem.
I første omgang ringede han til politiet, der fandt frem til et vagtselskab, der ville komme og lukke ham ud i løbet af en times tid.
Men Velalagan Thambirajah ventede, lavede han et opslag på Facebook-siden Det Sker i Hedensted, for at se om der var nogen, der kendte nogen, der arbejdede i butikken, så han kunne blive lukket hurtigere ud.
Reaktionerne på opslaget overraskede ham helt vildt. Det væltede ind med flere hundrede kommentarer, hvor folk både forsøgte at hjælpe, mens andre morede sig over situationen.
»Mine venner, mine ansatte og alle mulige begyndte at ringe og skrive til mig på messenger, det var helt vildt,« siger Velalagan Thambirajah til Horsens Folkeblad.
Eften cirka en time kom en medarbejder fra jem og fix og låste Velalagan Thambirajah ud, og efterfølgende har han fået en undskyldning fra regionschefen fra jem og fix.