Fortsæt til indhold
Indland

Dyrehave har holdt åbent siden april - det bliver den ved med trods bødetrusler

Ejeren af en fuglepark i Nordsjælland giver regeringen selv skylden for, at han nu vil overtræde åbningsforbud.

I løbet af søndag varslede justitsminister Nick Hækkerup store bøder til museer eller zoologiske haver, der vover at overtræde tidsplanen for genåbningen af Danmark.

Nær Græsted i Nordsjælland har Frank Friis godt hørt budskabet. Men han har ikke tænkt sig at efterkomme tidsplanen, skriver TV 2 Lorry.

Frank Friis er ejer af Nordsjællands Fuglepark, og han har holdt åbent siden slutningen af april. Indtil nu har det ikke været imod nogen deciderede regler, da myndighederne kun kraftigt anbefalede zoologiske haver at holde lukket.

Efter blandt andet Zoologisk Have i København tidligere i weekenden truede med at gå imod regeringens planer om at holde dem lukket, blev anbefalingen dog lørdag aften varslet ændret til påbud. En melding der altså siden er fulgt op med bødetrusler.

Formålet har Nick Hækkerup uddybet overfor Jyllands-Posten:

»Nu siger vi: Det skal være klart for alle, om det er forbudt eller tilladt. Og dem, for hvem det er tilladt, behøver ikke bekymre sig om anbefalinger og så videre, og dem, for hvem det er forbudt, skal selvfølgelig overholde forbuddet.«

Men lige lidt bider det altså på Frank Friis, som overfor TV 2 Lorry giver regeringen selv skylden for ulydigheden. For han har endnu ikke modtaget en krone fra de bebudede hjælpepakker til virksomheden. Derfor bliver han nødt til at holde åbent, så han kan betale for løn til sine tre ansatte og foder til parkens 1.800 fugle.

»Jeg har ikke råd til at lukke ned, for jeg har ikke flere penge, og jeg har ikke fået nogle af de tilskud, de har tilpasset os. Så jeg bliver nødt til at holde åbent for at få penge til mad til dyrene,« siger Frank Friis til TV 2 Lorry.