Karateudøvere fik bøde for udendørs træning

Det blev en dyr omgang, da en gruppe på 12 karateudøvere mandag aften trænede karate på afstand på Kløvermarken i København.

Artiklens øverste billede
Det var på dette område, kaldet Kløvermarken, som ligger på Amager, at 12 karateudøvere fik bøder for at træne. Foto: Lars Grønnegaard

En udendørs karatetræning fik mandag aften dyre konsekvenser for 12 personer på Kløvermarken i København.

Instruktører og elever fra bl.a. klubben Zanshin Karate på Amager trænede med fem meters afstand imellem hinanden den karateform, der kaldes ”kata”. En træningsform, hvor man ikke har fysisk kontakt, men laver synkrone øvelser.

Til trods for den gode afstand fik hver af de 12 deltagere en bøde på 2.500 kroner, da politiet kom forbi. Der var tale om en forsamling på mere end 10 personer, og det er i strid med det gældende forsamlingsforbud.

»Der var ingen mennesker i nærheden af os på den store mark, og vi var slet ikke i nærheden af hinanden. Er vi overhovedet en gruppe, når vi står fem meter fra hinanden?« siger Lars Grønnegaard, som er formand for Zanshin Karate.

Det var ikke afstanden mellem os, der var problemet, så vi delte os op, fortsatte med at træne, og så gik politiet igen.

Lars Grønnegaard, formand for Zanshin Karate Amager

Det kan Paw Kaltoft, politiinspektør ved Københavns Politi, svare på:

»Det er forbudt at deltage i eller afholde arrangementer, hvor der er flere end 10 personer til stede. Der sondrer loven ikke mellem, om man står med to meters mellemrum eller fem meters mellemrum,« siger han.

To grupper

Det var ifølge Lars Grønnegaard også den melding de fik, samt at det afgørende var, at de udførte den samme aktivitet. Til gengæld fik gruppen at vide, at de godt måtte dele sig op i to separate grupper med hver sin instruktør, så længe grupperne ikke trænede synkront.

»Jeg fik opfattelsen af, at andre ikke måtte tro, at vi trænede sammen og på samme tid, og at det derfor heller ikke måtte være synkront. Det var ikke afstanden mellem os, der var problemet, så vi delte os op, fortsatte med at træne, og så gik politiet igen,« fortæller han.

Om en gruppe i overensstemmelse med loven kan dele sig op i to med under 10 personer i hver, vil ifølge Paw Kaltoft altid bero på en konkret vurdering.

»Så skal man dele sig op, så der overhovedet ikke er nogen tvivl om, at man er to forskellige grupper. Uanset hvad skal det være indrettet sådan, at der ikke er tvivl om, at man ikke deltager i et arrangement med flere end 10 personer,« siger han og påpeger, at han ikke kan udtale sig om det konkrete tilfælde, da han ikke »kender stedet, og ikke ved hvor meget plads der er.«

Politiinspektørens råd er dog klart og tydeligt:

»Hvis man vil lave et arrangement, så er det bedste råd, at man sikrer sig, at man ikke er mere end 10 personer til stede. Så vil der overhovedet ikke være noget at komme efter,« siger han.

Klager samlet

De 12 karateudøvere har endnu ikke modtaget deres bøder, fortæller Lars Grønnegaard. Når de gør, har de tænkt sig at klage i samlet flok.

»Der var ingen fare og smitterisiko. Vi rørte ikke ved hinanden. Da politiet indhentede vores oplysninger fra vores kørekort uden at have handsker på, var der større smitterisiko. Deres argumenter var helt hen i skoven,« siger han og forklarer, at det kan få konsekvenser for den »lille klub«, at der er tale om en bøde på samlet set 30.000 kroner.

»Det vil være urimeligt, hvis vi beder medlemmerne om at betale 2.500 kroner for at deltage, så det er klubben, der kommer til at betale. Det vil dræne kassen, og kan betyde at vi må lukke vores karateklub,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.