Mette Frederiksen: Vi vil åbne yderligere
Ifølge statsministeren er de danske coronatal så gode, at der er plads til at Danmark kan åbne yderligere.
Coronaepidemiens udvikling i Danmark vækker optimisme hos sundhedsmyndigheder og hos regeringen. Danmark ligger bedre på coronakurven end forventet og det giver ifølge statsminister Mette Frederiksen anledning til, at Danmark kan åbne yderligere.
Det sagde statsministeren under tirsdagens pressemøde, som er det 10. pressemøde under coronakrisen.
Danmark er i gang med genåbningen i fase 1 - herunder genåbningen af daginstitutioner og skoler. Men der er plads til at åbne yderligere, sagde statsministeren.
»Det er vurderingen fra sundhedsmyndighederne, at vi kan åbne en smule mere. Vi kan gøre fase et en smule større. Det skal fortsat gøres ansvarligt og forsigtigt. Vi har handlet meget hurtigt. Derfor kan vi begynde at åbne mere op, end det vi ser i andre lande,« sagde statsministeren.
»Det er godt gået, Danmark.«
Ifølge direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak kan man nu for alvor se effekten af nedlukningen af Danmark.
»Det vendepunkt, vi havde regnet med ville komme, indtraf før. Allerede den 1. april så man nedgangen i antallet af indlagte patienter med Covid–19. Det er en god nyhed, som vi kan være stolte af. Det giver os en mulighed for at lave en yderligere åbning,« sagde han.
Derfor har Mette Frederiksen indkaldt Folketingets partier til møde tirsdag aften, hvor der vil blive diskuteret og forhandlet, hvad der nu skal åbnes.
»Vores pejlemærke er, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt og at fokus derudover er på samfundsøkonomien og arbejdspladserne,« sagde hun.
»Vi kommer ikke til at kunne åbne op for alle, heller ikke alle arbejdspladser i landet, men vores prioritet er arbejdspladser,« uddybede statsministeren.
Men hun understregede, at det fortsat er vigtigt, at Danmark ikke går for hurtigt frem.
»Vi kan godt komme til at stå i en situation, hvor vi alligevel skal gå lidt baglæns. Derfor vil vi stadig bestræbe, at vi ikke går for hurtigt frem,« sagde Mette Frederiksen.
Hvad og hvem, der nu skal være en del af næste ”halvleg” af genåbningens første fase, sagde statsministeren altså ikke noget om.
I stedet tog statsministeren fat på noget af den kritik, der har været i forhold til, at Danmark ligger så lavt på kurven. Har regeringen overreageret?
»Jeg mener, vi har gjort det modsatte. Vi har vist handlekraft. Vi er et af de samfund, der ikke er i nærheden af at se de konsekvenser, som andre har set. Det synes jeg, der er grund til kollektivt at være stolt af,« fastslog hun.
Statsministeren tog også fat på det spørgsmål, som mange formentligt sidder med. Hvornår vender vi tilbage til hverdagen? Svaret fra statsministeren var, at vi formentligt skal vende os til en hverdag, der er forandret og en frihed, der er begrænset så længe, at vi ikke har en vaccine mod coronavirus.
Derfor vil regeringen finde løsninger, der kan gøre hjemmelivet »mere tåleligt« for de ældre, der fortsat må se sig selv isoleret.
»Vi kan ikke bede jer om at blive ved med at blive hjemme uden at finde ud af politisk, hvordan vi støtter jer på en anden måde,« siger statsminister Mette Frederiksen.
De løsninger arbejder regeringen på at finde sammen med frivillige organisationer.