Fortsæt til indhold
Indland

Ministerium vil have danskerne til at hjælpe med at afdække udbredelsen af coronavirus

Sundheds- og Ældreministeriet har lavet en digital løsning, hvor borgere kan tilmelde sig og svare om spørgsmål.

Sundheds- og Ældreministeriet har onsdag offentliggjort en digital platform, der skal hjælpe med at afdække, hvor udbredt smitten med covid-19 er i Danmark.

I en pressemeddelelse oplyser ministeriet, at den nye løsning har fået navnet "Covidmeter" og opfordrer samtidig alle til at tilmelde sig via NemID.

»Vi håber, at så mange som muligt vil bruge den nye løsning og ugentlig svare på, om de har haft symptomer på sygdom. Det vil give myndighederne et endnu bedre datagrundlag for at vurdere udbredelsen af smitte i samfundet og understøtte beslutningerne om den gradvise genåbning af Danmark,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

Løsningen er blevet til med afsæt i "Influmeter" - Staten Serum Instituts side, hvor borgere længe frivilligt har kunnet besvare ugentlige spørgeskemaer, hvor de skal angive, om de i den seneste uge har haft nogen symptomer på influenza. Covidmeter er således også baseret på spørgeskemaer om borgernes sundhedstilstand, som frivillige danskere kan vælge at besvare.

Imidlertid er Influmeter ikke brugbart, når det angår coronasmitte, og derfor har man udviklet en ny platform.

Næstformanden i Danske Regioner, Ulla Astman, bakker også op om initiativet og opfordrer alle danskere til at hjælpe myndighederne og tilmelde sig.

»For den enkelte er det en lille indsats, men med kæmpe betydning for vores viden om smittespredningen,« udtaler hun i pressemeddelsen.

Covidmeter er udviklet i et samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen og udvikles af Netcompany. I løbet af de næste uger har Magnus Heunicke også varslet offentliggørelsen af en app, der ifølge ministeriet »kan understøtte en hensigtsmæssig adfærd blandt borgere, som kan minimere smitteudbredelse«.

Appen vil via lokalitetstjenester kunne registrere, hvor mobiltelefonen befinder sig, og hvor tæt bæreren er på andre personer, der også har hentet appen.

Interesserede borgere kan tilmelde sig Covidmeter her.