Sådan vil myndighederne genåbne daginstitutionerne og folkeskolen

Sundhedsstyrelsen har udsendt vejledninger til skoler og daginstitutioner for, hvordan genåbningen kan foregå.

Artiklens øverste billede
Der skal være meget mere afstand mellem eleverne, når de vender tilbage til klasselokalerne efter påske. Arkivfoto: Joachim Adrian

Det bliver en anderledes skoledag, som de mindste folkeskoleelever møder ind til efter påsken.

For selvom man ønsker en langsom, samt det som Sundhedsstyrelsen kalder en "kontrolleret" genåbning af skoler og daginstitutioner, så skal smittespredningen fortsat forebygges i vidt muligt omfang. Det betyder, at børnene og voksne skal holde afstand til hinanden, at der oftere skal gøres rent og undervisningen, samt lokaler skal indrettes anerledes.

Det fremgår af de vejledninger som Sundhedsstyrelsen har udsendt for genåbningen af folkeskolen for 0. til 5. klasserne og for daginstitutionsområdet efter påske.

»Vi har stor forståelse for, at både ansatte og forældre kan være bekymrede for, hvordan deres nye hverdag skal foregå. Der kan også være nogle, som måske er bekymrede for, om der er en særlig smitterisiko forbundet med den delvise genåbning. De emner bliver derfor beskrevet i en række materialer til skoler, gymnasier og daginstitutioner. Desuden vil alle forældre hen over påsken modtage et brev i e-boks med særlig information om genåbningen,« siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

I det udsendte materiale til skolerne fremgår det blandt andet, at elever skal sidde to meter fra hinanden i klasseværelset,frikvatererne skal holdes forskudt, så for mange elever ikke holder frikvater på samme tid.  Skoledagen skal indrettes således, så det meste af dagen foregår udenfor. Undervisningen bør kun foregå indenfor, når vejret ikke tillader andet, skriver Sundhedsstyrelsen i sine retningslinjer.

På daginstitutionsområdet oplyser Sundhedsstyrelsen, at det er vigtigt at børnene skal omgås den samme gruppe af børn og voksne både inde og ude. Derudover anbefaler styrelsen, at der skal være et frit gulvareal på seks kvadratmeter per barn i vuggestuer og fire kvadratmeter per barn i børnehaver. Det er en fordobling af de normale anbefalinger.

Børnene i både skoler og daginstitutioner skal oplæres i håndvask, i hosteetikette, samt undgåelse af tæt kontakt. Der skal vaskes hænder minimum hveranden time og de ansatte i daginstitutionerne skal vaske hænder, hvis de går fra en stue til en anden, samt hvis de er »nødsaget« til at have tæt kontakt med et barn fra en anden stue.

Sidder børnene ved borde anbefales det også her, at børnene placeres med to meter mellem hinanden.

Alle overflader skal vaskes minimum to gange dagligt, det samme gælder for legetøj. Det er også slut med at medbringe legetøj hjemmefra.

Både i daginstitutionerne og på skolerne skal der sikres, at forældre ikke samler sig ved indgangen til skolen under aflevering og hentning. Her anbefaler Sundhedsstyrelsen, at eleverne enten afleveres i intervaller eller udenfor.

Derudover anbefales det, at elever holder sig i de samme mindre grupper både i og udenfor skoletiden. For SFO og fritidsordning gælder det også, at det indrettes sådan, så eleverne så vidt muligt kun omgås de samme elever som resten af skoledagen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil der de kommende dage blive udarbejdet undervisningsmaterialer til brug i de små klasser:

»Selv de mindre børn er klar over, at vi i disse dage er i en særlig situation, og mange har også oplevet, at deres forældre og andre voksne er bekymrede. Vi er ved at lave forskelligt undervisningsmaterialer, som kan hjælpe lærere i de små klasser med at berolige eleverne og informere om, hvordan man som barn kan beskytte sig selv mod covid-19,« fortæller Niels Sandø.

De skoler og daginstitutioner, der er i stand til at følge de overordnede retningslinjer i forhold til afstand og hygiejne åbner efter planen for de mindste børn den 15. april.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen