To borgere er blevet tvunget i isolation med politiets hjælp
Sundhedsminister Magnus Heunickes hastelov er indtil videre blevet brugt to gange over for borgere, der er coronasmittede eller mistænkt for at være det.
To gange er borgere blevet tvunget i isolation ved hjælp af de nye, vidtgående beføjelser, som Folketinget har vedtaget for at kunne begrænse smittespredningen med coronavirus.
Og begge gange har politiet hjulpet til.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed mandag efter tidligere at have afvist at give nærmere detaljer.
Den 12. marts vedtog Folketinget enstemmigt en hastelov på epidemiområdet, som gav sundhedsminister Magnus Heunicke mulighed for at lade Styrelsen for Patientsikkerhed udstede påbud om tvangsbehandling, tvangsindlæggelse eller tvangsisolation i eget hjem, hvis en borger enten er smittet med coronavirus eller formodes at være det.
»Styrelsen har i to tilfælde udstedt denne type påbud. Der er i begge tilfælde tale om afgørelser om, at en borger skal lade sig isolere. I begge tilfælde har styrelsen fået politiets bistand til at gennemføre påbuddet,« skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
Det er ikke muligt at få yderligere oplysninger.
Styrelsen har tidligere oplyst til Politiken, at de nye beføjelser var blevet anvendt to gange, siden de trådte i kraft den 18. marts, men dengang ville styrelsen ikke oplyse, om der var tale om isolation, behandling eller test, eller om politiet havde været involveret.
Det fik flere af sundhedsordførerne i Folketinget til at efterlyse mere åbenhed om myndighedernes brug af de nye, midlertidige hastelove, som er blevet indført på rekordtid.
Både SF, Enhedslisten og Venstre bad således Magnus Heunicke redegøre for, hvorfor offentligheden ikke kunne få mere indblik i sager, hvor der bruges tvang mod borgere i kampen mod corona.
»Når vi vedtager en så vidtgående bemyndigelse til ministeren, så har vi interesse i at kunne følge med i, hvordan den bliver udnyttet og i hvilket omfang. Det bør kunne lade sig gøre at få at vide, hvad der er sket og på hvilken baggrund i en anonymiseret form,« sagde Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til Jyllands-Posten.
Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed imødekommet en del af ønsket.
Styrelsen understreger, at brugen af påbud – altså tvang – kun bliver benyttet som sidste udvej:
»Styrelsen giver kun påbud, hvis det er tvingende nødvendigt for at forebygge spredning af covid-19, og hvis mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige for at afbøde smitterisikoen.«
Et påbud kan for eksempel komme på tale, hvis borgeren ikke kan eller vil følge almindelige anvisninger, typisk på grund af psykisk sygdom eller kognitive funktionsnedsættelser.
Eller hvis vedkommende »færdes i et miljø, hvor vedkommende udsætter grupper, der er særligt sårbare i forhold til covid-19, for smitte,« står der i Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning om brugen af påbuddene.