Rigshospitalet har fjernet coronavideo
En opfordring til sundhedspersonale om at komme på arbejde trods hoste er fjernet.
»Man kan godt gå på arbejde, hvis man hoster, og hvis man er snottet, hvis man i øvrigt ikke har haft tegn på at have en coronavirusinfektion.«
Sådan har det lydt i en instruktionsvideo målrettet læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale i Region Hovedstaden, men videoen er nu fjernet.
Fredag kunne Jyllands-Posten fortælle om videoen, der står i kontrast til Sundhedsstyrelsens klare budskab til befolkningen om, at »hvis du har hoste, let feber eller forkølelse – bliv hjemme, indtil du er rask.«
Fra Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, har det endvidere lydt, at »i særdeleshed dem, der arbejder i sundheds- og ældresektoren« bør blive hjemme, hvis de oplever »det mindste symptom«.
Flere har undret sig over Region Hovedstadens opfordring til at tage på arbejde med hoste – herunder Foa, hvor mange social- og sundhedsmedarbejdere er organiseret.
»Det er fuldstændig håbløst, hvis Region Hovedstaden ikke følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer,« lød det i fredags fra Torben Hollmann, formand for social- og sundhedssektoren.
Professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet Jens Lundgren gav vejledningen i videoen. Over for Jyllands-Posten forklarede han, at videoen var »møntet på sundhedspersonale, så vi kan håndtere det medarbejderpres, der er«.
Men videoen, der var lagt ud på et intranet, er nu ikke længere tilgængelig, oplyser Rigshospitalets presseafdeling.
»Den interne video, Jyllands Posten er kommet i besiddelse af, er en ældre, uddateret version af det interne informationsmateriale, der løbende bliver opdateret. Den omtalte video er derfor ikke længere relevant eller tilgængelig,« skriver presseafdelingen i en mail.
Hvornår videoen præcist er blevet fjernet, kan Rigshospitalet ikke oplyse.