Fortsæt til indhold
Indland

R: Hjemsendte offentligt ansatte skal tilbydes efteruddannelse

Offentligt ansatte, som ikke kan arbejde hjemmefra, skal tilbydes online efteruddannelse. Det mener De Radikale.

Da statsminister Mette Frederiksen mandag i denne uge talte på endnu et coronapressemøde, var hun ikke afvisende overfor, at de offentligt ansatte, som ikke kan arbejde hjemme, skal afvikle ferie – som det allerede er tilfældet for lønmodtagere i den private sektor.

»Det vil vi også søge på det offentlige arbejdsmarked, og vi er nu gået i dialog med de faglige organisationer om at finde en løsning,« sagde hun.

I den forbindelse opfordrer De Radikale til, at de offentligt ansatte, som ikke kan arbejde hjemmefra, eller som ikke arbejder fuld tid, tilbydes efteruddannelse.

»Inspireret af det private, som har taget en række initiativer for at få så mange som muligt i efteruddannelse, vil vi opfordre til, at dem, det er relevant for i den offentlige sektor, bruger tiden på at opkvalificeret sig. Det sprudler med kreativitet derude, og tænk, hvis vi kunne komme ud på den anden side klogere og mere kreative,« siger De Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Det koster meget mere at efteruddanne folk, når de skal tages ud af arbejdsmarkedet, og der skal findes vikarer.
Sofie Carsten Nielsen (R), politisk ordfører

E-kurser og onlinelæring

Som eksempler på hvilke faggrupper, efteruddannelsen kan være relevant for, nævner hun bl.a. bibliotekarer, servicemedarbejdere og pædagoger, som ikke arbejder i nødpasningen.

»Det kunne f.eks. være opgradering af teknologiforståelse på lærer- og underviserområdet, eller pædagoger som kan tage konkrete e-læringskurser om social inklusion, sprogstimulering og motorik,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Grundet omstændighederne vil efteruddannelsen skulle foregå online – noget som måske kan give mulighed for intensiverede og skræddersyede tilbud, fortæller Sofie Carsten Nielsen.

Hun påpeger, at De Radikale bakker op, hvis de offentlige parter finder frem til, at der skal afholdes afspadsering eller ferie, men opfordrer samtidig til, at man benytter situationen til at få bragt statens centrale kompetencepuljer til efteruddannelse i spil:

»Det koster meget mere at efteruddanne folk, når de skal tages ud af arbejdsmarkedet, og der skal findes vikarer, og der er også ret mange institutioner, kommuner og regioner, der allerede har afsat puljer til efteruddannelse.«