Mens flere er smittede, indlagte og døde, er der gang i abekasteriet
Sundhedsminister Magnus Heunicke langer ud efter Sundhedsstyrelsen og ønsker flere testet for corona. Men mangel på testudstyr forhindrer, at han får sin vilje – lige nu.
»En søgt uenighed.«
Selve formuleringen var sundhedsminister Magnus Heunicke og Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, enige om, da de tirsdag forsøgte at lægge låg på en konflikt om myndighedernes rolle under coronakrisen.
Tvisten mellem styrelse og minister kommer på et alvorligt bagtæppe, hvor coronaepidemien fortsat udvikler sig i den forkerte retning med flere smittede, syge og døde dag for dag. Tirsdag var 1.577 personer testet positive for smitte, 301 var indlagt – heraf 69 på intensivafdeling. Foreløbig er 32 døde.
Vi lever ikke i en nulfejlskultur, så vi begår fejl. Den største fejl er, hvis vi ikke erkender det og justerer retningen.Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
»Situationen forværres dag for dag. Både i Danmark og i landene omkring os – det gælder Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland,« sagde sundhedsministeren, som kunne oplyse, at den såkaldte medianalder - en form for gennemsnitsalder - på ofrene er 77 år.
Den ulmende konflikt mellem Sundhedsstyrelsen og den politiske chef, sundhedsministeren, er ikke mindst opstået, fordi Danmark som konsekvens af et skifte fra den såkaldte inddæmningsstrategi til en afbødningsstrategi holdt op med at teste bredt for coronavirus.
Kritik af test
Det har medført kritik, at f.eks. sundhedspersonale ikke generelt kunne få en test, fordi den var reserveret til de mest syge og sårbare grupper. Fra flere sider er WHO’s generelle anbefaling om at teste så meget og så mange som muligt også brugt mod Sundhedsstyrelsens anbefaling om at indskrænke antallet af test.
Sundhedsminister Magnus Heunicke satte for alvor ild til det kritiske bål, da han i programmet P1 Morgen ikke lagde skjul på, at han og regeringen følte sig svigtet af myndighederne. At man har savnet klare og entydige meldinger fra f.eks. Sundhedsstyrelsen.
»Man kan konstatere, at hver eneste anbefaling, der er kommet fra sundhedsmyndighederne om at gøre noget, har vi leveret på fra Christiansborg,« sagde ministeren i radioen og lagde heller ikke skjul på, at politikerne nogle gange er gået længere end myndighedernes rådgivning.
»Eksempelvis hasteloven, som blev vedtaget, mente sundhedsmyndighederne ikke, at der var evidens for, og at det var nødvendigt at gå så vidt på det tidspunkt. Men jeg er da meget glad for, at vi havde is i maven og det mod, der skulle til for at handle, netop fordi tid er så kritisk en faktor,« uddybede Heunicke.
På tirsdagens pressemøde slog han også fast, at teststrategien nu – efter politisk ønske – er udbygget. Ganske vist er ordlyden – og dermed de grupper, der kan blive testet – den samme.
»Men vi har bygget oven på, og fremover skal vi teste flere,« sagde han.
Søren Brostrøm erklærede sig helt enig i ønsket om at teste flere, og de to – minister og direktør – konkurrerede om at påtage sig ansvar for, at der ikke er kommunikeret tydeligt nok om testproblematikken.
Samtidig gik de også i takt, når de – med reference til statsminister Mette Frederiksen – slog fast, at der vil blive begået fejl. Og det ikke er en fejl at indrømme det.
»Vi lever ikke i en nulfejlskultur, så vi begår fejl. Den største fejl er, hvis vi ikke erkender det og justerer retningen,« sagde Søren Brostrøm.
Fugle på taget
Men uagtet den nye enighed om, at der skal testes flere danskere for coronavirus, er det ikke muligt lige nu, fordi der mangler testudstyr.
»Vores ønsker har ramt virkeligheden,« som Brostrøm formulerede det med henvisning til de tomme lagre.
Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) bekræftede forsyningsproblemerne, som i sidste uge betød, at hendes egen Region Syddanmark helt måtte stoppe for test af sundhedspersonale.
»Vi mangler både testudstyr og værnemidler, og vi har fokus på at få tingene dansk produceret,« sagde hun, der ikke lagde skjul på, at regionerne bliver væltet af henvendelser fra store og små virksomheder.
»Vi forfølger de mest lovende spor. Men vi må også konstatere, at der er mange fugle på taget. Også nogle fugle, som slet ikke er landet,« sagde Stephanie Lose.
Samme billede oplever Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, som det seneste døgn har fået næsten 500 henvendelser fra store og små firmaer. Styrelsen har nedsat en taskforce sammen med bl.a. medicovirksomheder, som skal hjælpe med at vurdere substansen i de mange tilbud.
Rejseforbud på vej?
»Vi har travlt, men ikke så travlt, at vi sætter patientsikkerheden over styr,« sagde han, der bl.a. pegede på, at Novo Nordisk, Carlsberg, Lego og Grundfos har meldt sig på banen med tilbud om at hjælpe.
Da regeringen besluttede at lukke de danske grænser, var der allerede spor af uenighed mellem Sundhedsstyrelsen og politikerne. Dengang lagde Søren Brostrøm ikke skjul på, at idéen ikke var fostret i den sundhedsfaglige have.
Når det gælder et eventuelt rejseforbud mellem landsdelene i påskeferien, lagde Magnus Heunicke ikke skjul på, at det er en mulighed, som regeringen overvejer.
»Muligheden er i værktøjskassen. Det kommer an på den geografiske smittespredning og på, hvordan folk efterlever vores anbefalinger,« sagde ministeren.
Denne gang er Søren Brostrøm enig:
»Statsministeren har jo allerede sagt, at vi skal holde os i ro i påsken og blive hjemme i påsken. Et rejseforbud kan give god mening – især hvis der viser sig et forskelligt smittetryk i de forskellige landsdele.«