Tidligere landstræner var en af de første corona-patienter i Danmark: »Vi kunne have smittet mange flere«
Den tidligere danske landstræner Ole Eliasen røg direkte fra en skitur i Østrig til corona-isolation og iltmaske på Aarhus Universitetshospital.
Smittekæden skal brydes.
Det er hele øvelsen med nedlukningen af stort set alle aktiviteter i det danske samfund.
For godt to uger siden, søndag den 8. marts kom en gruppe på fem venner hjem fra en skitur i St. Johann i Tyrol i Østrig. En af dem var den 67-årige Ole Eliasen, den tidligere træner for kvindelandsholdet i håndbold.
Allerede ved ankomsten til Københavns Lufthavn mærkede han, at noget var galt.
»Jeg kunne ikke gå fra gaten til bagagebåndet uden at miste pusten fuldstændig,« fortæller Ole Eliasen.
Jeg har haft ondt før alle mulige andre steder i kroppen, men aldrig prøvet noget lignende.Ole Eliasen, tidligere dansk landstræner, som blev ramt af corona, som en af de første i Danmark
Problemerne blev kun værre, da de fem personer kom ud i bilen og kørte imod Aarhus. Snakken faldt hurtigt på corona.
Vi var nok bare trætte
»På vej hjem i bilen snakkede vi om corona-virus, men slog det hen. Vi var ikke på toppen, men vi havde Ikke feber. Vi tænkte, at vi nok var trætte, fordi vi havde haft en lang dag på ski, hvor vi kørte omkring 40 km,« siger Ole Eliasen.
Men Ole Eliasen fik det dårligere og dårligere, som bilen kom nærmere Aarhus.
»Jeg havde svært ved at trække vejret, og det blev kun værre på køreturen,« fortæller Ole Eliasen.
Hans søn, Casper Eliasen, der også var med i Østrig og med i bilen, fik fat i vagtlægen.
»Min søn var i dialog med vagtlægen, som var i kontakt med Skejby, og så blev vi ringet op direkte fra Skejby, og det blev besluttet, at vi alle sammen skulle køre derop,« siger Ole Eliasen.
Alle fem testet
Undervejs blev det overvejet, om en ambulance skulle køre dem i møde, men så vidt kom det ikke. Ved ankomsten til Skejby blev Ole Eliasen og de øvrige fire personer mødt af personale i beskyttelsesdragter. Alle fem blev testet for corona-virus, og Ole Eliasen, der var så afkræftet, at han ikke kunne gå, blev straks indlagt i isolation.
De fire øvrige var ikke så påvirket af sygdommen, at de skulle have behandling, men de blev beordret til at gå i selvisolation, indtil resultatet af testen forelå.
Alle fem havde corona. Beslutningen om, at alle kørte direkte fra lufthavnen til corona-test, har formentlig forhindret en større smittekæde.
»Vi kunne have smittet mange flere. Jeg var selv så dårlig, at jeg skulle på hospitalet, men de øvrige var nok taget på arbejde dagen efter. Den ene er ansat i Københavns Lufthavn, og han var nok gået på arbejde mandag morgen. En anden er leder i en stor virksomhed i Aarhus med 40-50 ansatte, og hun kunne potentielt have smittet rigtig mange på sit arbejde. Så det var virkelig godt, at vi alle fem blev testet med det samme,« siger Ole Eliasen.
En anden fornemmelse
Efter fire dage i isolationsstue med ekstra ilt på Aarhus Universitetshospital havde Ole Eliasen det så meget bedre, at han blev udskrevet.
»Jeg var ikke i respirator. Det kan undre, at jeg ikke var syg i længere tid, men ilten var åbenbart nok i mit tilfælde til, at min lunger kunne komme ovenpå igen,« siger Ole Eliasen.
Han har ikke tidligere oplevet noget, som minder om at være syg med corona.
»Jeg har haft ondt før alle mulige andre steder i kroppen, men aldrig prøvet noget lignende. Og jeg har haft en blodprop i hjertet, hvor jeg havde svært ved at trække vejret og kom akut på hospitalet, hvor jeg blev reddet. Men denne gang var det ikke hjertet. Det kunne jeg mærke. Det var en helt anden fornemmelse,« siger Ole Eliasen.
Efter opholdet på hospitalet gik han i isolation alene i et hus, der i forvejen stod tomt. I lørdags flyttede han så tilbage i sit eget hus i Højbjerg ved Aarhus, hvor han nu er gået i isolation sammen med sin kone. Han holder sig stadig på afstand af andre.
Det offer må vi bringe
»Jeg har ikke selv symptomer mere, men jeg har stadig sygdommen indeni, og ingen ved med sikkerhed, om jeg kan smitte, så jeg holder afstand. Jeg har en dagligdag som alle andre. Jeg vasker mine hænder ofte, handler ind, cykler en tur og snakker med folk på afstand,« siger Ole Eliasen.
Han mener, at folk har pligt til at sætte egne behov til side og droppe cafeturen, golfrunden og familiefesterne.
»Det offer må vi bringe i de kommende uger. Gør vi ikke det, vil nogle dø og rigtig, rigtig mange blive syge. Og det kan give varige skader på lungerne hos nogle af dem, der bliver syge,« siger Ole Eliasen, der var landstræner for håndboldkvinderne fra 1986 til 1990.