Fortsæt til indhold
Indland

Håndsprit og afstandsmarkeringer i supermarkederne

For at inddæmme spredningen af coronavirus har flere supermarkeder i Aarhus opsat håndsprit til de handlende, mens gulvene er blevet fyldt med striber, som markerer den afstand, kunderne skal holde til hinanden.

Ved indgangen til Meny på Langenæs i Aarhus står der håndsprit klar. På gulvene er der opsat blå striber for at sikre, at der bliver holdt afstand, og flere steder i forretningen hænger der skilte med det samme budskab. Ved de mange kasser sidder ekspedienterne og arbejder. Alle med blå handsker på.

Tirsdag aften præsenterede statsminister Mette Frederiksen de nyeste tiltag for at mindske spredningen af coronavirus i Danmark. Som et led heri opfordrede hun til, at landets dagligvareforretninger tilbyder kunderne mulighed for håndvask eller afspritning, og lagde desuden vægt på vigtigheden af god plads for de handlende.

Og de opfordringer har man bl.a. taget til sig i Meny på Langenæs. Det er Jane Sørensen, som arbejder i butikken, glad for.

»Jeg synes, det er rart, at der bliver tænkt på os. Vi er jo nogle af dem, som stadig går på arbejde som normalt. Jeg føler mig tryg i det daglige, så længe vi alle passer på hinanden« siger hun.

»Følg retningslinjerne«

Ifølge Jane Sørensen er kunderne også gode til at acceptere de nye forhold. De holder afstand og er generelt opmærksomme på at følge myndighedernes anbefalinger.

Kasseekspedienterne i Meny på Langenæs arbejder med blå handsker for at mindske risikoen for smitte. Foto: Mads Frost

»Vores flaske med håndsprit bliver tømt og skal fyldes op flere gange dagligt, og jeg har også lagt mærke til, at kunderne er gode til at bruge handsker. Der er også nogle, der spørger, om vi foretrækker, at der bliver betalt med kort i stedet for kontanter,« siger hun.

Alligevel kan folk indimellem glemme de generelle anbefalinger, og Jane Sørensen opfordrer til, at kunderne husker, at der helst skal være så få mennesker i forretningen som muligt.

»Der er nogle, der kommer med hele familien, når de skal handle, fordi børnene er hjemme fra skole osv. Det er der ingen grund til,« siger hun.

Det genkender Martin Nørgaard, som er uddeler i Superbrugsen i Jægergårdsgade.

»Vi skal ikke rende og være politifolk, men vi kan kun opfordre til, at folk følger retningslinjerne,« siger han og understreger, at kunderne generelt har været gode til at følge anbefalingerne.

I forretningen har man ligesom mange andre steder sat håndsprit og engangshandsker frem til de handlende, ligesom man har afmærket gulvet med striber for at sikre, at der bliver holdt afstand. Ved kasserne er der også sat plasticskærme op mellem ekspedienterne og kunderne.

David Andresen er kasseassistent i Super Brugsen i Jægergårdsgade i Aarhus. Her er der blevet sat plasticskærme op mellem kunderne og kasseekspedienterne. Det er David Andresen glad for, men han glæder sig også til, at de kan vende tilbage til normalen. Foto: Mads Frost

Derudover er der midlertidigt lukket ned for dele af butikkens salg, fortæller Martin Nørgaard:

»Vores bland selv-slik er lukket, vores betjente delikatesse, hvor man normalt kan købe smørrebrød, er lukket, og vores salatbar er lukket.«

For kunder og ansatte

Også blandt personalet er der stor forståelse for den ekstraordinære situation, og de ansatte »tager det med oprejst pande,« siger Martin Nørgaard.

»Mit personale er jo også udsat, så vi håber, at folk vil være med til at følge det, der bliver sagt,« siger han.

En af dem, der arbejder i forretningen, er David Andresen. Han er positiv over for de ekstra sikkerhedsforanstaltninger.

»Det er meget beroligende - især for kunderne. Men jeg håber da, at det er midlertidigt, for det giver lidt en følelse af at være afskærmet,« siger han og henviser til de store plasticskærme, der er opsat ved kasserne.

Nicolai Admiralshøi er butikschef i Netto på Frederiks Allé i Aarhus. Også her er der håndsprit til kunderne og afstandsstriber på gulvet. De ekstra sikkerhedsforanstaltninger informerer butikschefen løbende de ansatte om.

»De skal huske at passe på sig selv, spritte og vaske hænder, og så skal de melde sig syge, hvis der er det mindste,« siger han.