Fortsæt til indhold
Indland

Dronningen i historisk opsang: Flere vil dø, hvis reglerne ikke følges

I en tale til nationen skældte dronning Margrethe ud på de danskere, der fortsat ikke følger myndighedernes råd. Særligt de unge bør tænke mere på andre, formanede hun.

Normalt er der champagne i glassene og festlig stemning, når dronning Margrethe toner frem på fjernsynet i de danske stuer for at levere sin nytårstale. Der er boblende forventninger til aftenens fest og det nye år, der kommer.

Stemningen kunne ikke have været mere anderledes, da dronningen tirsdag aften holdt en historisk tale til befolkningen. For tiden er en helt anden. Ængstelse, nervøsitet, frygt og usikkerhed. Arbejdspladser lukker, og hverdagen forandres, mens en virus, som videnskabsfolkene endnu ikke helt forstår, slår tusindvis af mennesker ihjel kloden rundt.

Vi er i en ny tid; en ny virkelighed, forklarede dronningen, da hun for første gang uden for nytårstalerne henvendte sig direkte til befolkningen.

»Vi har vænnet os til, at verden ligger åben. Nu er grænserne lukkede. Foråret er på vej. Danmark sprudlede af liv. Nu er dagligdagen sat i stå. Det er vores nye virkelighed,« sagde dronning Margrethe.

»Vi må indse og lære, at det kræver noget af os alle sammen,« udtalte dronningen siddende bag et lille bord på Fredensborg Slot i Nordsjælland.

Majestæten havde en bordeaux jakke udenover en bordeaux trøje med rullekrave. Mindre festlig og mere alvorlig end vi kender hende fra nytårstalerne.

En farlig gæst

Dronningens tale var optaget på forhånd, og blev udsendt kl. 20 – kun en en time efter at statsministeren havde holdt endnu et pressemøde om corona. Og endnu engang havde Mette Frederiksen meddelt, at der skulle ske indskrænkninger i vores dagligdag for at begrænse spredningen af coronasmitten. Denne gang var det restauranter, caféer, storcentre, solcentre, frisører og fitnesscentre, vi måtte vinke farvel til. Og alle forsamlinger med mere end 10 personer.

Nyheden om nye indgreb havde dronningen antagelig fået at vide på forhånd, for hun omtalte det i sin optagede tale:

»For lidt siden har statsministeren været nødt til at komme med endnu stærkere beslutninger. Vi må gøre noget hver især,« sagde dronningen og skar så ud i pap, at danskerne skal gøre, som myndighederne siger:

»Hvad vi gør, og hvordan vi handler i disse dage, kan blive afgørende for, hvordan situationen udvikler sig i de nærmeste uger. Det er derfor, at jeg sidder her i aften. Jeg har en appel til alle,« fortalte dronningen og udpenslede de dystre realiteter, hvis man ikke retter ind:

»Coronavirus er en farlig gæst. Den spreder sig som ringe i vandet, og det går stærkt. Én person kan smitte mange – endda uden selv at føle sig syg, og smitten går videre rundt til endnu flere, en lang og skræmmende kæde. I den kæde vil mennesker dø. Et barn kan miste sin bedstemor, en datter sin far, en hustru sin mand. Venner vil pludselig ikke være der mere.«

Dronning Margrethe talte fra Fredensborg Slot. Foto: DR

Den eneste vej fremad er at stå sammen:

»Det kan kun ske, når vi alle tænker os om og gør det samme på samme tid – og i rette tid,« sagde dronningen, der selv har aflyst de storstilede fejringer af sin 80 års fødselsdag i april.

Hun gentog de officielle råd om at vaske hænder, holde afstand, undgå fysisk kontakt og blive hjemme. Og hun skældte ud på dem, der ikke fulgte grundreglerne:

»Selvfølgelig er det skuffende og ærgerligt ikke at kunne mødes med sine venner, ikke mindst, når man er ung. Men I har jo både tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder,« sagde Margrethe til den danske ungdom, men understregede, at hendes opsang gjaldt alle aldersgrupper.

»Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst,« lød det fra dronning Margrethe, der udtrykte sin inderlige medfølelse til de efterladte og sendte tanker til de syge og deres pårørende i Danmark, i Grønland og på Færøerne, ligesom hun takkede sundhedspersonale og alle andre, der arbejder for at bekæmpe coronasmitten.

Udtrykte håb – som farfar

Dronningens tale var som et fjernt ekko af den tale, hendes farfar holdt under Besættelsen. Ved årsskiftet 1940/1941 talte kong Christian den 10. til nationen over radioen.

»Tiderne er alvorlige og tunge, og kun ved fælles hjælp, ved ubetinget samdrægtighed vil det lykkes os at komme igennem trængslerne,« sagde kongen i den tale, som siden udviklede sig til traditionen med nytårstaler.

Kongen udtrykte dengang også en forsigtig optimisme:

»Fremtiden kender ingen af os, men vi have lov til at tro og håbe på lysere tider for os alle,« sagde han for næsten 80 år siden.

Den 17. marts 2020 afsluttede også dronning Margrethe sin ekstraordinære tale af med at udtrykke håb:

»Det er helt naturligt, at vi er bekymrede, men lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid. Mine tanker går til hver enkelt her i landet med ønsket om håb og fortrøstning og godt mod.«