Britta indrømmede over for søn: Hele min tilværelse var løgn
Britta Nielsens 39-årige søn fortæller, at moren fortalte ham, at hun svindlede, kort før hun blev anmeldt.
Da Britta Nielsen i september 2018 var rejst ned til sin søn i Sydafrika, brød hun sammen og fortalte sønnen, at hun havde svindlet.
Det fortæller sønnen tirsdag i et retsmøde i Retten i Glostrup.
- Hun siger: ”Jeg har begået underslæb”, eller noget i den stil, forklarer sønnen.
- Hun har stjålet fra arbejdet, tilføjer han.
Hidtil har den 39-årige søn forholdt sig fattet under retsmøderne, men da han fortæller om morens tilståelse, bliver han rørt og holder en kort pause, før han fortsætter.
Det er første gang, at han hører om svindlen, da moren kommer til hans lejlighed i den sydafrikanske by Durban.
- Jeg blev klar over, at hele min tilværelse var bygget op om en løgn, siger sønnen.
Han fortæller, at det hele blev lidt rodet derfra.
- Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde, eller hvordan jeg reagerede, siger han i retten.
Britta Nielsen ankom til Sydafrika 23. september 2018. Sønnen kan ikke huske, præcis hvornår moren betroede sig til ham. Men han mener, at det var den dag, hun landede.
25. september blev hun meldt til politiet for svindel.
Han fortæller, at de ikke henvendte sig til politiet, men at de burde have gjort det.
- Af en eller anden årsag gjorde vi det ikke, siger han.
9. oktober 2018 blev offentligheden orienteret om sagen. Sønnen fortæller, at det løbende kom frem i medierne, hvor meget der skulle være svindlet for.
- Jeg føler, at jeg var på flugt fra pressen. Jeg har ikke haft tanker om, at det var for politiet også, siger han.
Den 30. oktober blev han anholdt i Johannesburgs internationale lufthavn i Sydafrika. Lidt efter - 5. november - anholdes Britta Nielsen i en lejlighed i Johannesburg.
Sønnen er tiltalt for samlet at have fået cirka 10,7 millioner kroner fra moren, som er dømt for svindel for 117 millioner kroner i Socialstyrelsen. Det nægter han.
Sønnen er desuden tiltalt for besiddelse af børneporno, som blev fundet på hans computer og en ekstern harddisk, da han kom til Danmark i 2018.
De to søstre er tiltalt for beløb på henholdsvis cirka 37,2 millioner kroner og knap 3,5 millioner kroner.
Retsmødet i sagen afholdes på trods af coronavirus. Det skyldes, at seneste retsmøde sluttede midt i afhøringen af sønnen.
/ritzau/