Skilsmisseforældre i vildrede om, hvordan man deler børn i en coronatid: »Nogle bruger det desværre taktisk«
Samvær eller ikke samvær? Det er spørgsmålet hos adskillige skilsmissefamilier i disse uger, hvor covid-19 holder os alle hjemme. Men hvad gør man med børn, der har to hjem?
7-7, 5-9, 6-8. Kært, men også knap så populært barn har mange navne. Fælles for samværsordninger for skilsmissebørn er dog, at de oftest benævnes med tal, der til sammen giver 14.
Det kan betyde syv dage hos mor, efterfulgt af syv dage hos far. Eller fem dage hos mor og ni dage hos far. Men hvad gør man, når myndighederne beder os alle om at blive hjemme for at undgå coronasmitte? For hvor er hjemme, når man har to hjem?
Hos Landsforeningen for Børn og Forældre, som rådgiver i forbindelse med skilsmisser og samværsproblematikker, mærkede man bekymringen allerede onsdag aften i sidste uge. Da havde statsminister Mette Frederiksen netop bebudet, at man ville lukke skoler og dagtilbud fra mandag.
Flere er kede af at skulle sende deres børn på samvær hos en sammenbragt familie, for tænk hvis de kommer tilbage og er syge.Morten Thorsøe Secher, stifter og daglig leder i Landsforeningen for Børn og Forældre
»Forældrene gik lidt i panik. Onsdag aften havde vi de første henvendelser om udlevering af børn til den anden forælder og fra bopælsforældre, som diskuterede med samværsforældrene, om det var forsvarligt at sende børnene i skole næste dag. De spurgte, om man kunne stille et krav, om at børnene blev holdt hjemme,« fortæller stifter og daglig leder i foreningen Morten Thorsøe Secher.
Afskaf skiftedag?
Mange forældre er usikre på, om skiftedagen skal afskaffes i denne tid.
Dertil kommer, at Familieretshuset har aflyst alle møder, hvilket betyder, at adskillige sager om forældremyndighed og samvær er sat på standby. Derfor hjælper Landsforeningen for Børn og Forældre med at lave en midlertidig samværsordning over telefonen eller via Skype.
»Flere er kede af at skulle sende deres børn på samvær hos en sammenbragt familie, for tænk hvis de kommer tilbage og er syge,« siger Morten Thorsøe Secher, som tilføjer:
»Andre bruger det desværre taktisk. De tænker måske, at det vil gavne deres sag, at de kan bevise, at de har haft mere samvær, og at det er gået godt.«
Samme melding kommer fra talsmand for Foreningen Far Jesper Lohse, som ser, at spørgsmål om samvær og corona fylder voldsomt i Facebook-grupperne.
»Kan mor aflyse fastlagt samvær, blot fordi hun er nervøs for corona?« lyder et af spørgsmålene, mens andre ganske enkelt vil vide, hvordan de andre i gruppen stiller sig generelt til det svære spørgsmål om samvær og covid-19.
»Jeg vil for alt i verden gerne se mine børn, men samtidig ønsker jeg ikke at udsætte dem for unødig smitte-risiko,« som en far skriver.
Nogle misbruger det
Svarene går i begge retninger. Mange holder fast i samværsordningerne, men undgår offentlig transport, andre mener, at det er uansvarligt at sende børnene frem og tilbage.
»Vi ser én gruppe forældre, som i sådanne situationer vågner op og begynder at samarbejde bedre. Så er der alle dem, der står med praktiske spørgsmål: Hvad gør vi, er det sikkert nok, fortsætter de aftaler, vi har, hvad gør man, hvis en forælder er i risikogruppen eller i karantæne? Endelig er der den tredje gruppe, som misbruger situationen bevidst eller ubevidst, fordi de er bange,« forklarer Jesper Lohse.
Han bemærkede allerede før regeringens udmelding i sidste uge, at coronavirus så ud til at blive brugt som et våben i kampen om børnene.
På Landsforeningen Børn og Forældres Facebook-side henviser man til den sunde fornuft og sender denne opfordring:
»Det er nu, at I som forældre er nødt til at vise et ekstraordinært overskud og samarbejde, sluge endnu en ”(bekymrings)kamel” og lade være at tale negativt om samværet, når barnet er tilstede.«
Sundhedsstyrelsen oplyser, at skilsmisseforældre i udgangspunktet skal gøre, som de plejer. Er barnet sygt, skal man dog følge de retningslinjer, som gælder alle, og holde barnet på én adresse.
Hos Børns Vilkår oplever man, at coronavirus overtrumfer de tidligere topscorere på BørneTelefonen, kærlighed og forelskelse. Delebørnene er der endnu kun få af.
»Men det kan ændre sig, når flere står over for en skiftedag,« konstaterer seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup.