»Vi tog afsted i god tro, der var slet ikke den alvor på spil, der er kommet inden for de sidste døgn«
En dansk familie på fem er på ferie i Thailand, mens Danmark lukker grænserne.
Thomas Skjold og familien sidder lige nu i Thailand og er et stort spørgsmålstegn. Da de tog afsted for en uge siden, var Danmark et land i nogenlunde normal forfatning, men i den forgangne uge strammede regeringen reglerne for samvær, og fredag aften lukkede grænserne.
»Da vi rejste ud, var Thailand et gult område, og nu er det pludseligt blevet orange sammen med resten af verden. Vi tog afsted i god tro, der var slet ikke den alvor på spil, der er kommet inden for de seneste døgn. Før vi tog afsted, tjekkede jeg Udenrigsministeriets hjemmeside og talte med vores rejseselskab, TUI, og der var ikke noget, der talte for, at vi skulle blive hjemme,« siger Thomas Skjold, der er sammen med sin kone Lone Skjold og børnene Emma, Sara og Sebastian på øen Koh Lanta.
Udenrigsministeriet vurderer, at der i øjeblikket er 100.000 danskere i udlandet, og udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte fredag aften, at disse »bør« rejse hjem så hurtigt som muligt.
Thomas Skjold siger, at den manøvre ikke er så ligetil, når man er 8.500 km fra hjemlandet.
»Det er jo ikke sådan, at man lige tager bussen. Hvis vi skulle chartre et fly, ville det blive dyrt, så vi er lidt bundet på hænder og fødder af, at vores rejseselskab må sørge for, at vi kommer hjem. Meldingen fra TUI er, at vi flyver hjem som planlagt på lørdag, med mindre vi får andet at vide. TUI har være meget professionel og god til at informere på selskabets hjemmeside,« siger Thomas Skjold.
Ifølge Lars Thykier, direktør i Dansk Rejsebureau Forening, skal danskere, der vil hjem fra udlandet før tid, selv betale rejsen.
For Thomas Skjolds vedkommende har det været en surrealistisk oplevelse at sidde på afstand og overvære begivenhederne i hjemlandet.
»Vi er da rystede, når vi ser scenerne fra butikkerne i Danmark, hvor der bliver hamstret løs. Det er da vanvittigt. Vi er målløse. Det kan godt chokere. Det er blæst meget op, og det er meget alvorlige overskrifter og billeder, man ser fra butikkerne, og når man er familiefar til tre, kan man godt blive lidt urolig,« siger den 57-årige Thomas Skjold.
Han fortæller, at der nærmest ingen fokus er på coronavirus i Thailand.
»Det fylder ekstremt lidt. Ingen taler om det, ingen går med masker, folk lever en normal hverdag. Men man kan se det på den gigantiske mangel på turister. Som jeg har forstået det, er der 50 pct. færre turister i forhold til, hvad der plejer at være, og det kan man også se på thaiernes ansigter. De smiler ikke, som de plejer. Der er tomme strande og tomme restauranter,« siger Thomas Skjold.
Han har været imponeret over, hvordan Thailand tackler coronavirussen.
»Da vi kom herned, blev vi skannet to gange med varmesøgende kameraer. Så man godt blive lidt forbavset, når man læser om, at italienske turister er gået fra lufthavnen og direkte ud i metroen i København.«
Han og familien er ved at forberede sig på, at Danmark ikke er helt samme sted, som de forlod.
»Vi skal nok i karantæne i 14 dage, når vi kommer hjem, men min søns skole på Frederiksberg er lukket, og min kone arbejder på en skole, hvor hun er blevet sendt hjem. Og jeg arbejder som selvstændig,« siger Thomas Skjold.
Ifølge Udenrigsministeriet gælder hjemmekarantænen kun for personer, der kommer hjem fra røde områder.
Er du i udlandet? Læs Udenrigsministeriets vejledning her.