I Italien rammer corona de ældre ekstra hårdt
Forventningen om, at især ældre er i risiko, bliver bekræftet. Blandt italienere over 70 år er dødeligheden over 10 pct.
Det er helt tydeligt de ældre over 70 år, som har særlig stor risiko for at dø af coronainfektion. Det dokumenterer nye tal fra italienske forskere, som den 12. marts har offentliggjort data fra knap 14.000 registrerede smittede italienere. 804 af dem er døde som følge af deres coronainfektion, og dermed er den samlede dødelighed blandt dem, som er testet positiv, 5,8 pct.
Dermed kan dødeligheden blandt de registrerede smittetilfælde i Italien umiddelbart se ud til at være voldsom høj og dobbelt så stor som dødeligheden i Kina, der i en nyere WHO-rapport foreløbig er opgjort til 2,3 pct. af dem, som er testet positive.
Men den beregnede dødelighed skal tages med forbehold og er formentlig langt lavere i virkeligheden, påpeger danske eksperter og læger. Dødeligheden er nemlig beregnet på baggrund af dem, der i landet er testet positive, men der kan være langt flere smittede, som ikke er registrerede, og dermed vil dødeligheden reelt være lavere. I stedet bruger de danske eksperter de nye italienske data til at fastslå, at også i europæisk sammenhæng er de ældre suverænt mest udsatte for at dø, når det gælder corona, og at dødeligheden blandt børn er forsvindende lille, næsten nul.
Ifølge afdelingslæge på Statens Serum Institut, Peter Andersen, bekræfter den italienske opgørelse, at det især er blandt personer over 70 år, at der er en høj risiko ved at blive ramt af infektionen.
Hvorvidt man må forvente, at dødeligheden og aldersfordelingen herhjemme vil følge samme mønster som det italienske, er i følge afdelingslæge Peter Andersen ved Statens Serum Institut for tidligt at sige.
Flere ældre
»Umiddelbart skulle man tro, at befolkningen i Italien og Danmark er nogenlunde sammenlignelige, og det vil ikke være helt uventet, hvis dødeligheden i Danmark vil være nogenlunde som i Italien, når det gælder aldersgrupperne. Men omvendt har italienerne en lidt større ældrepopulation, end vi har, ligesom de også gennemsnitligt lever længere. Det kan godt spille ind på de høje dødstal,« siger Peter Andersen.
Så når italienerne har så høj en andel af smittede, som er gamle, vil de selvfølgelig også have større risiko for at have høj dødelighed.
»Så når italienerne har så høj en andel af smittede, som er gamle, vil de selvfølgelig også have større risiko for at have høj dødelighed. Med andre ord: Når deres sygdomsbyrde ligger oppe i den ældre aldersgruppe, vil deres dødelighed også være tilsvarende højere,« siger han.
Professor Jan Pravsgaard Christensen, Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, er ikke umiddelbart bekymret for italienske dødsrater i Danmark.
»For det første er befolkningen ældre i Italien i forhold til Danmark, og for det andet er dødeligheden målt i forhold til dem, der er konstateret smittet med corona. Vi ved ikke, hvor mange tusind italienere, der faktisk har været smittet, og så er det svært at måle dødeligheden,« siger han og forventer også – eller håber – at antallet af døde i Danmark vil være lavere end i Kina, hvor coronasygdommen brød ud.
»Jeg tænker, at dødeligheden i Danmark bliver lidt lavere end i Kina. Dels fordi miljøpåvirkningen – forureningen for at sige det ligeud – er voldsommere i Kina, og dels fordi vi her i landet er bedre til at behandle de underliggende sygdomme, som gør ældre til en sårbar gruppe,« siger Pravsgaard, der vurderer den forventede coronadødelighed i Danmark til at lande på mellem en halv og en hel pct.
Ifølge professor Allan Randrup Christensen, KU, dokumenterer tallene med al tydelighed, at de ældste er i farezonen.
»Det bekymrer mig meget, at de italienske læger melder ud, at 10 pct. af de smittede skal have intensiv behandling. Så kan det gå hen og blive et problem, hvis ikke vi får smittekurven fladet ud,« siger Allan Randrup Christensen.
Tæt på top-10
Da myndighederne sent fredag eftermiddag holdt pressemøde var situationen, at 801 danskere er smittede, 24 er indlagt – heraf er fire i kritisk tilstand. Men endnu er ingen døde, selv om antallet af smittede ligger højt – vi er tæt på at være i top-10 i Europa, som sundhedsminister Magnus Heunicke formulerede det.
Han afviste, at Danmark med de vidtgående beslutninger om at lukke skoler, daginstitutioner og sende folk i tusindvis hjem fra arbejde har overreageret.
»Hellere lidt for tidligt end for sent, og kommer der nogen, når det hele er overstået, og siger, at vi kom fire dage for tidligt i gang, så tager jeg det på mig,« sagde ministeren.
Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, lagde ikke skjul på, at udviklingen i antallet af smittede er gået vildt stærkt den sidste tid.
»Jeg ville ønske, vi kunne komme igennem det her uden dødsfald, men vi kan ikke redde alle,« sagde Brostrøm.
Ifølge de seneste data fra Statens Serum Institut fredag er Østrig suverænt det land, som flest danskere er blevet smittet i. Samlet set er 265 danskere blevet smittet i Østrig – primært på skirejser – mens 60 har hentet smitten hjem fra Italien, og 158 er smittet herhjemme.
Fremover kan de officielle tal over, hvor mange danskere der er smittet med coronavirus, dog ikke længere bruges til at fastslå smittespredningen herhjemme, påpeger afdelingslæge Peter Andersen.
Det skyldes, at myndighederne for to dage siden skiftede strategi og ikke længere systematisk opsporer og tester alle, der har symptomer og kommer fra risikoområder. Fremover vil man kun teste de, som er så syge, at de indlægges.
Med andre ord vil smittetallene fremover kun afspejle, hvor mange som har mere alvorlig sygdom som følge af infektionen.
Han vurderer også, at det reelle antal smittede i dag allerede er langt højere end de 801, som fredag aften er registreret.
»Der er helt sikkert nogle, som er gået under radaren med milde symptomer, så disse tal repræsenterer toppen af isbjerget,« lyder det.