Stormen "Laura" rammer torsdag - vindstød af orkanstyrke
DMI advarer om farligt vejr i flere landsdele.
Torsdag morgen rammer et stormvejr Danmark.
Det er stormen "Laura", der er på vej ind over landet og kan give udfordringer det meste af dagen med meget kraftigt blæsevejr.
DMI advarer om storm med vindstød af orkanstyrke på op mod 35 m/s. Instituttet har således varslet "farligt vejr" både i det vestlige og nordlige Jylland, på Djursland og Samsø samt i det vestlige og nordlige Sjælland.
»Det er ved kyster med pålandsvind, at middelvinden bliver kraftigst,« oplyser DMI.
Ved Vadehavet er der varsel om forhøjet vandstand, der kan nå omkring 2,5 meter over normalen.
Årsagen til blæsevejret er et lavtryk over den nordlige del af Nordsøen som hurtigt bevæger sig mod østnordøst over Skagerrak og videre til Sverige.
Vinden vil ifølge meteorologerne først løje af i løbet af eftermiddagen.
Der er stor sandsynlighed for, at stormen vil give udfordringer, og derfor bør folk holde sig opdaterede om eventuelle spærringer af veje og lukninger af broer. Folk opfordres også til at sørge for, at genstande er fastgjort.
»Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude,« lyder beskeden fra Beredskabsstyrelsen.
DMI navngiver stormene efter et system, hvor de skiftevis får et drengenavn og et pigenavn med et begyndelsesbogstav i alfabetisk rækkefølge.