Lille bus uden fører skal sende folk rundt i Aalborg
Danmarks første selvkørende bus blev torsdag præsenteret i Aalborg.
Pakket med elektronik og avanceret lasergrej kan den – i hvert fald i princippet – køre rundt alene uden fører. Men da Danmarks første førerløse bus torsdag blev præsenteret på en rute i et stisystem i det østlige Aalborg, havde den svært ved at finde rundt mellem de flere hundrede fremmødte gæster.
Bussen har plads til 11 siddende passagerer og fire ståpladser. Den kører under forsøget maksimalt 18 km/t. – cirka samme fart som en cykel.
Det er sensorer og usynligt laserlys, der styrer den lille bus. 30 m foran og bagved ser kameraerne alt, mens de rækker 3 m ud til hver side. Indtil videre er der altid en levende operatør om bord, og han eller hun kan med et lille joystick styre bussen forbi forhindringer eller sørge for at bremse op.
Når det handler om de nye superbusser, BRT-busser, kan jeg sagtens forestille mig, at de kan blive med førerløs teknologi, ligesom vi undersøger, om vi kan bruge førerløse busser på Østbanen ved Køge.Benny Engelbrecht, transportminister
Men den vigtigste funktion er formentlig at forklare og fortælle passagererne om teknologien, som en af operatørerne forklarer. I et kontrolcenter i København sidder desuden folk og overvåger kørslen, så man også herfra kan gribe ind, hvis noget går galt.
Transportminister Benny Engelbrecht ser store perspektiver især i forhold til førerløs teknologi i den kollektive transport.
»Chaufførens løn fylder meget ved busdrift. Derfor giver førerløse busser økonomiske muligheder. Det kan blive muligt med en højere frekvens, også på tidspunkter, hvor der måske ikke er så mange passagerer,« siger han efter en prøvetur.
»Når det handler om de nye superbusser, BRT-busser, kan jeg sagtens forestille mig, at de kan blive med førerløs teknologi, ligesom vi undersøger, om vi kan bruge førerløse busser på Østbanen ved Køge. Desuden er der også et spændende projekt med førerløse busser på vej i Københavns Nordhavn og ved Slagelse Sygehus.«
Ud over forsøget i Aalborg har firmaet Holo, der driver busserne, forsøg i Oslo, Gøteborg, Tallin og Helsinki. Torsdag rundede Holos førerløse busser her de første 30.000 km.