»Grænsekontrollen er en myndighedsopgave«
Den islamkritiske forening Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) har planlagt at holde øvelse i grænsekontrol ved Kruså lørdag. Syd- og Sønderjyllands Politi påpeger, at grænsekontrol er en myndighedsopgave.
Den islamkritiske forening Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) har planlagt at holde øvelse i grænsekontrol ved Kruså i dag, så de er klar, hvis tilstrømningen af migranter og flygtninge vokser.
Øvelsen kommer, efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har åbnet landets grænse mod Europa, og vil ifølge formand Anders Gravers primært handle om »radiokommunikation«.
»Der findes programmer til telefoner, som kan fortælle andre, nøjagtigt hvor man er. Ved at benytte de programmer vil man ved en grænsekontrol kunne følge grupperne fra et kørende hovedkvarter og koordinere indsatsen. Det er det, vi skal øve,« siger han.
Grænsekontrollen er en myndighedsopgave, og der er således ikke tale om, at private eller frivillige begynder at udføre denne opgave.Tage Jehn, politiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi
Politiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Tage Jehn oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at:
»Grænsekontrollen er en myndighedsopgave, og der er således ikke tale om, at private eller frivillige begynder at udføre denne opgave.«
Han forklarer, at SIAD på lørdag har fået tilladelse til at holde en demonstration på et offentligt område.
»Desuden har foreningen meddelt, at den vil gå rundt i baglandet ved grænsen. Vi har meddelt dem, at de ikke må gå på vejene og risikere at være til gene for paskontrollen og færdslen på stedet,« skriver Tage Jehn videre.
Privat grænsekontrol
Ved øvelsen vil SIAD ifølge Anders Gravers »nedsætte grupper med fire-fem mand på hvert hold«, som, hvis ikke den nuværende grænsekontrol bevares, skal fungere som patruljer.
»Vi ved, at EU vil sige, at grænsen skal åbnes. Det her er et signal, vi sender. En meget stor del af Danmarks befolkning er enig med os i, at grænsekontrollen skal bevares, og at vi ikke skal ende som i 2015, hvor flygtningene kom gående op ad vejene,« siger han.
I 2016 foretog SIAD grænsekontrol ved den dansk/tyske grænse for at forhindre illegale migranter og flygtninge i at komme ind i Danmark. Daværende justitsminister Søren Pind (V) slog dengang fast, at private grænsepatruljer er ulovlige.
Ifølge Anders Gravers er det »svært at sige«, hvor mange der dukker op til øvelsen:
»Sidste gang var vi 119. Det tror jeg ikke helt, at vi kommer til at være den her gang.«