- Opdateret 04/03/2020 kl. 15:52
Britta Nielsens datter: Hun fortalte at det var en arv
- Min mor er den, jeg stoler allermest på i hele verden. Eller det var hun, siger Britta Nielsens ene datter.
- Et meget normalt hjem med tryghed og det, der var brug for.
Sådan beskriver Britta Nielsens yngste datter, Samina Hayat, sin barndom. Datteren afhøres onsdag i Retten i Glostrup, hvor hun sammen med sine to søskende er tiltalt for groft hæleri for samlet cirka 51 millioner kroner.
Tiltalen er rejst, fordi anklagemyndigheden mener, at børnene har fået del i de penge, som Britta Nielsen svindlede sig til gennem sit job i Socialstyrelsen. Alle tre børn nægter sig skyldige.
Samina Hayat er tydeligt berørt, inden hun sætter sig for at blive afhørt i retten. Hendes forsvarer, Christian Bjerrehuus, har fået lov til at stille spørgsmål før anklageren, selv om den omvendte rækkefølge er praksis.
Samina Hayat mistede sin far, da hun var omkring 18-19 år gammel. Hun fortæller, at hun da spurgte sin mor, om hun nu kunne klare det.
- Hun siger: ”Det skal du ikke bekymre dig om. Din far har efterladt en arv i aktier og obligationer”, forklarer Samina Hayat.
- Min mor er den, jeg stoler allermest på i hele verden. Eller det var hun, siger Samina Hayat.
Senere onsdag viser anklageren et dokument frem, der viser, at der var en arv på 290.000 kroner fra faren.
De tre børn frasagde sig arven, så Britta Nielsen blev enearving. Samina Hayat kan ikke huske, at hun har set farens testamente.
- Min mor tog hånd om alt omkring min fars død, siger hun.
Datteren er tiltalt for groft hæleri for cirka 37,2 millioner kroner. Hun skal blandt andet have fået flere dyre heste.
- Mit klare indtryk var, at jeg ikke var den, der fik de dyreste og bedste heste. De heste, jeg havde, havde lavet nationale stævner, mens de andre havde heste, der havde været til OL, siger Samina Hayat.
Ifølge anklageskriftet fik hun i februar 2012 overdraget ni heste til en værdi af knap 1,2 millioner kroner.
Britta Nielsen er dømt for svindel fra 1993 til 2018. Så da svindlen begyndte, har Samina Hayat været omkring seks år. Tiltalen for groft hæleri gælder dog en tidsperiode, mens hun var voksen.
Samina Hayats afhøring fortsætter ved næste retsmøde mandag. Hendes søskende skal også forklare sig i sagen.
Det afgørende i sagen bliver, om børnene vidste eller bestemt måtte formode, at pengene stammede fra kriminalitet.
Sagen mod Britta Nielsen blev 18. februar afgjort med en dom på seks et halvt års fængsel for groft bedrageri for omkring 117 millioner kroner.
/ritzau/