Fortsæt til indhold
Indland

Farligt vejr venter om få dage med særdeles kraftig vind og risiko for oversvømmelser

I slutningen af ugen kommer der et nyt kraftigt blæsevejr ind over Danmark.

Efter et par dage med roligt vejr bevæger der sig søndag og mandag igen et kraftigt blæsevejr ind over Danmark.

DMI har derfor udsendt et orange varsel om ”farligt vejr” gældende for hele døgnet mandag.

Varslet er udsendt på grund af risiko for forhøjet vandstand ved den sydlige og centrale del af den jyske vestkyst samt den vestlige del af Limfjorden indtil Aggersundbroen ved Løgstør.

Den forhøjede vandstand følger efter et kraftigt blæsevejr, som søndag og mandag vil ramme Danmark med vind op til hård kuling og stormende vindstød - i Jylland muligvis med vindstød op til stærk storm.

»Det er fortsat noget usikkert, hvor meget det vil blæse søndag og mandag,« lyder det fra meteorologerne, som opfordrer folk til at følge udviklingen og varslerne løbende.

Ud over varslet om forhøjet vandstand er der et varsel om voldsomt vejr i hele Jylland samt på Fyn og det vestlige Sjælland på grund af risikoen for storm.

Det er resterne af uvejret, som briterne har døbt ”Dennis”, der ventes at ramme Danmark sidst på ugen. Uvejret befinder sig nu i Atlanterhavet og ventes lørdag at ramme Storbritannien.

Det britiske meteorologiske institut har udsendt et varsel om kraftig vind og store mængder regn lørdag samt mulige forstyrrelser i trafikken samt strømafbrydelser og høje bølger ved kysterne.

Artiklens emner
Vejret
DMI