Uro og utryghed på et gymnasium med mange tosprogede elever
En rapport beskriver konflikter og utryghed på et gymnasium med mange elever med indvandrerbaggrund. Det er ikke usædvanligt, vurderes det.
En ny rapport om forholdene på Viby Gymnasium i det sydvestlige Aarhus tegner et dystert billede af virkeligheden på et gymnasium med en stor andel af elever med indvandrerbaggrund.
Slagsmål, konflikter, truende adfærd og en skolefest, der måtte udsættes på grund af trusler, er blandt de forhold, der bliver beskrevet i rapporten, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Jeg forstår rapporten sådan, at den beskriver, at det er den skæve elevfordeling, der fører til vold, konflikter og utryghed. Det er et billede, som jeg kan genkende andre steder fra.Pernille Rosenkrantz-Theil, børne- og undervisningsminister
Flere elever fortæller om utryghed i klassen. Og rapporten konkluderer også, at en række elever tilsyneladende slet ikke er forberedt på, hvad det kræver at gå på gymnasiet.
Direktør Jon Valdemar Andersen fra det private konsulentfirma Skoletryghed, der på bestilling fra gymnasiets ledelse har udarbejdet rapporten, understreger, at det er en meget lille del af eleverne, der står bag uroen. Men siger samtidig, at det kan være ødelæggende for et gymnasium, hvis problemerne ikke håndteres. Han har kendskab til lignende forhold på ca. 20 andre ungdomsuddannelser.
»Ungdomsuddannelserne, herunder gymnasierne, har i de senere år modtaget en del unge, som kommer med en skolefremmed baggrund. Det skaber en betydelig lokal udfordring for nogle gymnasier,« siger han.
Rektoren på Viby Gymnasium, Lone Sandholdt Jacobsen, kalder de beskrevne forhold for uacceptable. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at de er »fuldstændig urimelige«:
»Jeg forstår rapporten sådan, at den beskriver, at det er en skæv elevfordeling, der fører til vold, konflikter og utryghed. Det er et billede, som jeg kan genkende andre steder fra. Derfor vil vi fordele eleverne bedre.«
I 1. g på Viby Gymnasium har godt halvdelen af eleverne en indvandrerbaggrund.
Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, ønsker regler, der skal forhindre polarisering.
»Jeg har ikke kendskab til masser af lignende tilfælde på de almene gymnasier. Men omvendt er det heller ikke første gang, at jeg hører om det,« siger hun.
Integrationskonsulent Henrik Kokborg kalder kulturelle konflikter for »almene« på gymnasier med en vis mængde tosprogede elever.
Viby Gymnasium har bl.a. brugt konklusionerne i rapporten som argumentation for at få Region Midtjylland til at indføre kapacitetsloft på andre mere populære gymnasier i Aarhus, hvilket blev vedtaget tirsdag.