4 af 10 anbragte børn er uden job som 30-årige
Børn, der anbringes uden for hjemmet i en tidlig alder, klarer sig lidt bedre end børn, der anbringes senere, viser en analyse.
I sin nytårstale onsdag understregede statsminister Mette Frederiksen, at flere børn bør fjernes fra hjemmet i en yngre alder.
Men selv om udsatte børn anbringes hos en plejefamilie eller et opholdssted, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at børnenes problemer langtfra er løst.
»Hvis det kan lykkes at få disse børn til at klare sig bedre, er det en enorm gevinst – både for barnet og for samfundet,« siger direktør i AE Lars Andersen.
»Hvis de anbringes tidligere, hober problemerne sig ikke op i lige så høj grad.«Jill Mehlbye, seniorforsker ved VIVE
Tal fra analysen viser, at flere end 4 af 10 (44 pct.) af de tidligere anbragte hverken er i job eller under uddannelse som 30-årige, i stedet er mange af dem førtidspensionister eller passive kontanthjælpsmodtagere. Blandt de 30-årige, der ikke har været anbragt, er andelen, der hverken er i job eller under uddannelse, 16 pct.
Undersøgelser fra tidligere år fra bl.a. kommunernes forening, KL, tegner et lignende billede.
Analysen konkluderer desuden, at når børn anbringes, inden de er fem år, klarer de sig lidt bedre i voksenlivet.
Jill Mehlbye, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Analyse og Velfærd (Vive), peger på, at de anbragte børns dårligere fremtidsudsigter bl.a. skyldes en opvækst med mangel på omsorg og stimulering.
»Hvis de anbringes tidligere, hober problemerne sig ikke op i lige så høj grad,« siger hun.
Men også forhold under anbringelsen, som f.eks. at barnet flyttes fra familie til familie, kan gøre livet svært, understreger hun og peger på, at det er vigtigt, at barnet anbringes det rigtige sted.
Ifølge formanden for foreningen De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, handler det også om, at anbragte ikke får nok hjælp ind i voksenlivet.
»Man burde ikke træde ud af de anbragtes liv, før vi som samfund har sørget for, at de har tag over hovedet, er i gang med studier eller job og har et kapabelt netværk - nogen at ringe til,« siger han.