Fortsæt til indhold
Indland

Nato-konference i Danmark aflyst: USA-ambassade nedlagde veto mod Trump-kritisk professor

Det meddeler tænketanken Atlantsammenslutningen, som var arrangør, i en pressemeddelelse.

Tænketanken Atlantsammenslutningen oplyser i en pressemeddelelse at en planlagt konference tirsdag, som skulle have markeret Nato's 70-års jubilæum, er blevet aflyst.

Det sker, efter at den amerikanske ambassade, der var medarrangør på konferencen, ifølge Atlantsammenslutningen afviste deltagelse fra den amerikanske NATO-ekspert Stanley Sloan.

Ifølge Sloan er det hans kritiske bedømmelse af Trump, der medførte ambassadens veto.

Stanley Sloan fortalte om ambassadens veto på Twitter sent lørdag aften dansk tid.

»Jeg har lige hørt fra Atlantsammenslutningen, at den amerikanske ambassade i København har nedlagt veto mod min deltagelse på grund af min kritiske evaluering af Trumps påvirkning af den transatlantiske relation. Jeg er mundlam og bekymret for vores land,« skrev Stanley Sloan.

»Efter nøje overvejelser har vi besluttet ikke at gennemfører konferencen. Forløbet er blevet for problematisk, og vi kan ikke stille op i denne situation - endsige bede vores oplægsholdere om det,« lyder det i en pressemeddelelse fra Atlantsammenslutningens generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe.

Stanley Sloan har valgt selv at offentliggøre det oplæg, han ville have snakket ud fra på konferencen, og efter at have læst oplægget, stiller Lars Bangert Struwe sig endnu mere uforstående overfor ambassadens forbehold, end han gjorde i forvejen.

»Atlantsammenslutningen har i samarbejde med oplægsholderne lagt mange kræfter i arrangementet. Derfor er det ikke unaturligt, at man som oplægsholder kan stå med en tom følelse, når man ikke kan give sit oplæg. Stanley Sloan har efterfølgende valgt at offentliggøre sit oplæg. Det er suverænt Stanley Sloans egen beslutning - en beslutning, vi respekterer. Jeg har læst det planlagte oplæg. I det roser Stanley Sloan bl.a. den amerikanske ambassadør for støtten til de værdier, som er bundet til vores fælles forsvarsalliance. Derudover ser jeg ingen direkte eller indirekte personangreb mod præsident Donald Trump,« lyder det fra Lars Bangert Struwe.

USA's ambassade har udsendt et skriftligt svar om sagen - det kan du læse her.

Carla Sands har i forvejen været i vælten i den senere tid, efter hun i Jyllands-Posten redegjorde for, at hun ikke bare mente, at Danmark bør øge forsvarsbudgettet, men også direkte foreslog, at man - som Nato generelt efterspørger - kunne anskaffe flere F-35-kampfly end de planlagte 27.

Artiklens emner
Nato