Klimaopråb var »deklareret«
Advarsel mod klimaforandringer baseret på synspunkter risikerer at skade sagen om klimaforandringer, mener en professor.
Et klimaopråb fra 11.000 forskere bliver både herhjemme og i udlandet kritiseret for at være underskrevet af flere, der ikke beskæftiger sig med klima – nogle er slet ikke forskere. Samtidig kritiseres det, at det i omtalen ikke fremgik tydeligt, at der er tale om et synspunkt, som ikke hos alle er fagligt funderet.
Videnskabshistoriker Kristian Hvidtfelt Nielsen, Aarhus Universitet, mener, at opråbet er i en »gråzone«, men at det var »deklareret«:
»Det er ret klart, at det her er en kommentar eller en meningstilkendegivelse.«
Kristian Hvidtfelt Nielsen forsker i videnskabsetik og henviser til, at opråbet er offentliggjort i BioScience, der er et tidsskrift, der ikke udgiver originalforskning. Samt at indlægget er deklareret med betegnelsen »viewpoint«, og at forskergruppen Alliance of World Scientists står bag indsamlingen, som alle kan deltage i.
Foruden de mere seriøse underskrivere var også navne som Mickey Mouse og professor Dumbledore med. Den fejl beklager William J. Ripple fra Oregon State University i USA, én af initiativtagerne bag opråbet, i dag over for Jyllands-Posten.
Professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, sagde torsdag, at han ikke deltog for »ikke at blive beskyldt for at være politisk«.
I 2018 kritiserede professor Peter Sandøe, Københavns Universitet, et lignende politisk opråb fra godt 300 danske forskere i Politiken, der argumenterede for, at vækst må vige til fordel for klimapolitik. Heller ikke disse forskere beskæftigede sig alle med klima, og hans bekymring er, at opråbene bliver opfattet som partsindlæg, der kan underminere mere faglige indlæg:
»Man tror, at man gør sagen en tjeneste – i virkeligheden skader man den.«
Kristian Hvidtfelt Nielsen mener, at klimaforandringer er et emne, man godt kan tage stilling til uden at være engageret i det som forsker:
»Det er mere et politisk spørgsmål. Det handler om, hvor alvorligt vi skal tage det.«
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra BioScience.