Minimumsnormeringer kan udløse ekstraregning til forældrene
Støttepartier er uenige om øget forældrebetaling for flere pædagoger i daginstitutionerne.
Hvis et flertal på Christiansborg gennemfører minimumsnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver, vil det formentlig betyde en ekstraregning til forældrene.
Det skyldes, at kommunerne kan hæve forældrebetalingen, når udgifterne til daginstitutioner vokser.
Hvis vi ikke gør noget, vil det være et aktivt valg om at lade forældrebetalingen stige. Det vil vi ikke være med til
Kommunerne må dog højest opkræve 25 pct. af udgifterne til daginstitutionerne hos forældrene. Det gør de næsten alle i dag, og ifølge professor med speciale i kommunernes økonomi, Kurt Houlberg, vil det næppe ændre sig, hvis der kommer minimumsnormeringer.
»Set med forældreøjne betyder det, at man får en anden og højere service, som man til gengæld skal betale mere for i kroner og øre.«
Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V), finder det sandsynligt, at forældrene i hans kommune vil kunne få en større regning.
»Højere normeringer i daginstitutionerne betyder, at udgifterne vil stige – og dermed også forældrebetalingen. Det kan jeg sagtens forestille mig,« siger han.
Ifølge beregninger fra den borgerlige tænketank Cepos kan forældrebetalingen i snit stige med op mod 3.700 kr. årligt for en vuggestueplads og 2.400 kr. for en børnehaveplads. Regnestykket afhænger dog af den endelige model, og der vil være store kommunale forskelle.
Jammerbugts borgmester Mogens Gade (V) afviser, at han vil »pelse« forældrene, så længe højere normeringer er fuldt finansieret af Folketinget.
Spørgsmålet om øget forældrebetaling deler de partier, der lige nu forhandler om næste års finanslov. Enhedslisten vil have forsikringer mod, at forældrenes regning vokser.
»Hvis vi ikke gør noget, vil det være et aktivt valg om at lade forældrebetalingen stige. Det vil vi ikke være med til,« siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).
SF’s gruppeformand, Jacob Mark, påpeger, at forældre med små indkomster kan få tilskud eller friplads, og at højere normeringer er et stort ønske hos forældrene:
»Så jeg tror faktisk, at de er indstillet på at betale mere for at få mere kvalitet.«
De Radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen vil ikke »fratage kommunerne deres selvstyre«, men opfordrer dem til at holde taksterne i ro.
Finansminister Nicolai Wammen vil ikke udtale sig.