Grundvandet er steget en meter på 30 år og volder problemer for mange danskere
Borgere i en række kommuner har problemer med stigende grundvand, viser en undersøgelse. Men reglerne forhindrer kommuner og vandselskaber i at hjælpe.
Der er ikke tilfældigt, at borgere i byer som Vejle, Herning, Holstebro og Silkeborg i disse dage kæmper med alt for meget vand i kældre, haver og på marker.
Hvert år stiger grundvandet i Danmark i gennemsnit med tre centimeter – og siden 1988 med i alt en meter. Således står grundvandet i dag i gennemsnit ca. 1,5 meter under jordoverfladen mod tidligere 2,5 meter, konstaterer vandselskabernes forening, Danva, i et internt notat.
Årsagen er, at det regner mere og mere, og at vi forbruger mindre og mindre vand. Samtidig bliver situationen yderligere forværret, når kommunerne renoverer de gamle, utætte kloakker, der hidtil har fungeret som et slags drænrør. Dermed kan vandet ikke komme væk.
Det stigende grundvand er et meget stort problem på linje med det stigende havvand og problemerne med at få ledt stadig mere vand væk efter kraftige regnskyl.
Ifølge klimaforskere vil mængden af nedbør stige yderligere oven i de godt 20 pct., der allerede er kommet ekstra de seneste 140 år.
En undersøgelse fra kommunernes nyhedsbrev Momentum, der offentliggøres tirsdag, viser, at borgerne i godt hver tredje af de 63 kommuner, der har svaret, allerede i dag »hyppigt eller meget hyppigt« kæmper med stigende grundvand.
»Stigende grundvand er et meget stort problem på linje med det stigende havvand og problemerne med at få ledt stadig mere vand væk efter kraftige regnskyl,« siger Jacob Bjerregaard (S), borgmester i Fredericia og formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i Kommunernes Landsforening, KL.
Behov for lovændring
Han opfordrer sammen med Danva Folketinget til at ændre lovgivningen, så problemet kan afhjælpes.
Hos Danva ønsker man at lægge nye drænrør, når man skifter gamle kloakrør. Men det må man ikke i dag. Og det er et problem, mener direktør Carl-Emil Larsen:
»Der er brug for en lovgivning, der gør det muligt for vandselskaberne at sætte ind over for grundvandsoversvømmelse. Og det haster, for der er store samfundsøkonomiske interesser på spil.«
Miljøminister Lea Wermelin udtaler i en skriftlig kommentar, at hun vil tage grundvandsproblemerne med i den kommende klimahandlingsplan, »da klimatilpasning er et helt centralt spørgsmål for regeringen.«