Fortsæt til indhold
Indland

Landmand opgiver vejstrid med Vejen Kommune

Martin Lund Madsen føler sig magtesløs i vejstrid og opgiver sagen for at koncentrere sig om sit landbrug.

/ritzau/

Landmand Martin Lund Madsen stopper sin årelange vejstrid med Vejen Kommune, oplyser han i en pressemeddelelse.

Han opgiver sagen for igen at koncentrere sig om at drive landbrug.

- Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen.

Det siger Martin Lund Madsen i en kommentar til Vejdirektoratets afgørelse.

Den stadfæster Vejen Kommunes ekspropriation af dele af Martin Lund Madsens marker til anlæg af en offentlig vej.

- Som borger i et retssamfund forventer man, at myndighederne følger Højesterets afgørelse.

- Men i Danmark kan myndighederne åbenbart vælge at gennemføre det samme indgreb en gang til blot med henvisning til en anden paragraf og så gennemtrumfe det over for borgeren.

- Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet, som nu giver medhold hos Vejdirektoratet, siger han.

Onsdag afgjorde Vejdirektoratet, at Vejen Kommune har handlet efter bogen.

For et år siden blev det ellers afgjort i Højesteret, at ekspropriationen af hans jord var ulovlig. Men det var på et andet grundlag.

Banedanmark og Vejen Kommune foretog i første omgang ekspropriationen efter loven om elektrificering af jernbanenettet, fordi vejen fører hen over en jernbanebro.

Men efter dommen i Højesteret valgte Vejen Kommune i stedet at ekspropriere vejen efter en paragraf i vejloven.

- Jeg håber, at min kamp ved domstolene og forskellige ankeinstanser har åbnet politikernes øjne for, at noget er helt galt i Danmark, når det gælder borgernes rettigheder i forhold til det offentlige, siger han.

Martin Lund Madsen har det seneste år spærret den pågældende vej - den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej - med sandsække og halmballer.

Kommunen har varslet, at den på bagkant af afgørelsen vil åbne vejen igen. Det ventes at ske inden for kort tid.