Fortsæt til indhold
Serie: Det store sundhedssvigt

Region Sjælland forbyder sygehuslæger at afvise akutte brystkræfthenvisninger

Nye sager om kvinder med begrundet mistanke om brystkræft på Ringsted Sygehus får Region Sjælland til at handle.

Faika Cecilie Birch er én af de tre kvinder, som har stået frem i Jyllands-Posten og fortalt om, hvordan de for nylig er blevet afvist i kræftpakkeforløb af Ringsted Sygehus, da deres egen læge havde henvist dem på grund af knuder i brystet og mistanke om brystkræft. Hun måtte efterfølgende kæmpe indædt for at blive undersøgt. Det viste sig, at hun havde brystkræft, og hun er nu i kemobehandling på Næstved Sygehus, inden hun skal have brystet fjernet. Foto: Stine Bidstrup

Lægerne på Ringsted Sygehus får nu forbud mod at afvise henvisninger fra de praktiserende læger af kvinder til såkaldte kræftpakkeforløb på grund af kliniske symptomer på brystkræft.

Det sker efter Jyllands-Postens omtale af tre kvinder, som tidligere i år af sygehuset fik afvist henvisninger til akut og grundig undersøgelse for brystkræft og massiv kritik af det. Alle tre kvinder viste sig at have brystkræft.

Oplysningen om, at det er slut med at afvise henvisninger af kvinder med begrundet mistanke om brystkræft til et kræftpakkeforløb med en klinisk mammografiundersøgelse inden for få dage, kommer op til et samråd om brystkræftsagen i Folketingets sundhedsudvalg senere tirsdag.

Samrådet er indkaldt af Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, der bl.a. har spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke, om han mener, at Region Sjælland har taget de fornødne skridt for at sikre, at der fremover ikke foretages mangelfulde brystkræftundersøgelser i regionen.

Forbuddet, som indføres i Region Sjælland, er midlertidigt forstået på den måde, at det skal fungere, indtil der foreligger en national og fælles forståelse af, hvordan henvisninger til kræftpakkeforløb skal håndteres. Det oplyser regionsrådsformand Heino Knudsen (S) til Jyllands-Posten.

»Med den debat, der er, og den situation, vi står i, er det vigtige for os at sikre trygheden for kvinderne og personalet, og derfor har vi valgt at sige, at alle, der bliver henvist til et kræftpakkeforløb, vil også komme i et kræftpakkeforløb, uden at speciallægen på sygehuset vurderer det, som det hidtil ellers er sket. Der er tale om en midlertidig ordning, som skal fungere, indtil man nationalt er blevet enige om, hvordan de nationale retningslinjer skal være,« siger Heino Knudsen.

Region Sjælland har tirsdag bedt Sundhedsstyrelsen om et hurtigt møde, da man mener, at det haster med at finde en national løsning.

»Der er behov for hurtigt at finde ud af, om den praktiserende læge skal kunne henvise direkte til et kræftpakkeforløb, eller om speciallægen på sygehuset skal vurdere, om en patient skal i et kræftpakkeforløb, som det også sker andre steder i landet nu,« siger Heino Knudsen.

Den nye praksis vil ifølge Heino Knudsen betyde, at et øget antal kvinder skal i et kræftpakkeforløb, hvilket vil betyde øget pres på systemet. Det vil man håndtere på den måde, at kvinder, som ikke er kræftpakkepatienter, vil blive undersøgt på privathospital i det omfang, at Ringsted Sygehus ikke selv har tid til at undersøge dem inden tidsfristen på 30 dage.

»Det kan vi klare på kort sig, men derfor er der også brug for en hurtig løsning nationalt,« siger Heino Knudsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke billiger regionens initiativ.

»Jeg synes, det er klogt, for der har været åbenlyse problemer i Region Sjælland med at håndtere henvisningen af patienter, som henvises af egen læge til kræftpakkeforløb,« siger Magnus Heunieke til Jyllands-Posten.

Han forventer, at de fire øvrige regioner har fuld fokus på, at kvinder ikke bliver kastebold mellem de praktiserende læger og sygehuslægerne, men han vil lade det være op til regionerne at vurdere, om de skal følge Region Sjællands eksempel og indføre et midlertidigt forbud mod at afvise henvisninger til kræftpakkeforløb.

Frede Olesen, professor, dr. med. på Aarhus Universitet og tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse, har tirsdag i Jyllands-Posten slået til lyd for, at der nationalt skal udstedes et forbud, så sygehuslæger ikke kan afvise henvisninger fra de praktiserende læger. Det er den model, som Region Sjælland nu indfører regionalt.

Jeg er ganske skræmt over, at det her stadig kan forekomme efter alle de forsikringer, der er kommet fra regionen
Karen Sundbøll, formand for Dansk Brystkræft Organisation

»Jeg er dybt forarget, hver gang der er en læge, der som sygehusvisitator på grundlag af et stykke papir mener sig i stand til at afvise den læge, der har siddet over for en patient og vurderet, at der er brug for hjælp fra sygehuset,« siger Frede Olesen.

Som omtalt tirsdag i Jyllands-Posten har sundhedsminister Magnus Heunicke bedt Sundhedsstyrelsen undersøge henvisningskriterier og procedurer for at se, hvordan »vi kan gøre dem klarere og mere tydelige,« men udelukker ikke yderligere initiativer.

»Hvis der er behov for nye standarder eller en ny form for mærkning, som lægerne kan lave, så må det indføres straks. Jeg afviser ikke nogen løsningsmuligheder. Heller ikke lovgivning. Vi kan simpelthen ikke acceptere, at der er kvinder, som bliver tabt på denne måde,« udtaler Magnus Heunicke i en mail.

Læs også

En af de tre kvinder, som har fået afvist henvisninger til kræftpakkeforløb på Ringsted Sygehus, er Faika Cecilie Birch, som stod frem mandag i Jyllands-Posten, hvor hun bl.a. sagde:

»Det er så forkasteligt, at man afviser mig og andre kvinder. Vi får tudet ørerne fulde af, at vi straks skal gå til lægen, hvis vi mærker forandringer i brysterne. Og når vi så går til lægen, afviser sygehuset bare henvisningen. Man smider jo hele idéen om kræftpakker og tidlig diagnose på gulvet«.

De aktuelle sager på Ringsted Sygehus har rystet politikere og patientorganisationer, netop fordi de er aktuelle. Det viser, at Ringsted-sagen ikke alene er historisk og drejer sig om svigt af visse kvinder, der blev henvist til undersøgelse på grund af mistanke om kræft, i perioden 2013-2017. Regionen har løbende understreget, at sygehuset siden maj 2017 har fulgt de nationale retningslinjer, men sagerne viser, at der fortsat er problemer med visitationen af kvinder med begrundet mistanke om brystkræft.

»Jeg er ganske skræmt over, at det her stadig kan forekomme efter alle de forsikringer, der er kommet fra regionen, og alle de tiltag, regionen har taget, efter at Ringsted-sagen kom frem,« sagde Karen Sundbøll, formand for patientforeningen Dansk Brystkræft Organisation, mandag til Jyllands-Posten.