Fortsæt til indhold
Indland

Rådyr hænger fast i vildsvinehegn

Vildsvinehegnet langs grænsen har på kort tid kostet flere rådyr livet, fordi de har hængt fast i hegnet.

Onsdag morgen måtte gårdejer Lars Christian Jensen for anden gang på en måned aflive et rådyr, der hang fast i vildsvinehegnet tæt på hans bopæl.

Det skriver JyskeVestkysten.

»Da jeg ankom til stedet, havde rådyret fået vristet sig løs og lå nu på vejen og led. Det skreg som et lille dyr, og der var ingen anden udvej end at skyde det,« siger Lars Christian Jensen til Jyskevestkysten.

Også Lars Christian Jensens nabo har måtte aflive et nødstedt rådyr på den forholdsvise korte strækning mellem de to gårdejere.

Det er en en velkendt problemstilling med hegn i åbne landskaber, at det kan udgøre en risiko for blandt andet råvildt, oplyser skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen.

Derfor har man valgt et hegn, der skulle gøre risikoen mindre, velvidende at man ikke kan fjerne risikoen helt.

Egentligt skulle rådyr være i stand til at springe over hegn, der er op til halvanden meter højt. Men man mener, at dyrene er blevet skræmt af biler på vejen og derfor er sprunget ind i hegnet i stedet for over.

Der findes ikke noget samlet overblik over, hvor meget råvildt, der er gået til efter vildsvinehegnets ankomst.

Det 70 km lange vildsvinehegn, der løber langs den dansk-tyske grænse, er opsat som et værn mod vildsvin i et forsøg på at beskytte de danske svineproduktioner imod afrikansk svinepest.

Det forventes at stå helt færdigt sidst på efteråret.