»Helt uforståeligt«: Dommer måtte flygte fra serie 1-kamp
En serie 1-kamp i fodbold udviklede sig dramatisk, og det endte med et opkald til politiet.
Politiet blev lørdag tilkaldt for at få ro på gemytterne ved en serie 1-kamp mellem Greve og Fuglebjerg/Sandved/Tornem.
Selve kampen var blevet afblæst efter 55 minutter, da en af hjemmeholdets spillere »tabte hovedet«.
Greves træner forklarer til sn.dk, at balladen blev indledt, da en af holdets spillere fik et gult kort af dommeren for brok. Spilleren var angiveligt utilfreds med, at dommeren havde dømt hjørnespark fremfor frispark.
»Hvad der derefter skete for ham er helt uforståeligt. Det kan vel bedst beskrives med, at han tabte hovedet. I hvert fald blev han meget aggressiv over for dommeren, der ganske forståeligt valgte at afblæse kampen. Men vores spiller kunne ikke lade situationen ligge,« siger Greve-træner Morten Mess til sn.dk.
Spilleren blev ved med at forsøge at opsøge dommeren, og undervejs fremkom han med flere trusler. Til sidst blev politiet tilkaldt, mens dommeren søgte tilflugt i et omklædningsrum.
Til sn.dk understreger Greve-træneren, at spillerens opførsel var helt uacceptabel, og at spilleren omgående er blevet bortvist og udmeldt fra Greve Fodbold.