Stolt ekstremsvømmer fuldendte svømmetur rundt om Danmark
Søndag har Lars Simonsen afsluttet sin svømmetur om Danmark og bevist for sig selv, at han kan, hvad han vil.
Da den 43-årige ekstremsvømmer Lars Simonsen besluttede sig for at tage den 1370 kilometerlange svømmetur rundt om Danmark, kunne han knapt nok svømme.
Men det skulle ikke afholde ham fra at gøre noget, ingen andre før har gjort. Klokken 14.10 søndag eftermiddag svømmede Lars Simonsen i mål efter en svømmetur på to kilometer i Flensborg Fjord.
- Jeg ville vise, at man kan gennemføre noget, der er ret stort, uden at man nødvendigvis har forudsætningerne for det.
- Det er lykkedes. Det gør mig helt utrolig stolt, siger Lars Simonsen efter at være kommet i mål.
Med de sidste to kilometer afslutter Lars Simonsen sin lange svømmetur, og han bliver dermed den første person nogensinde, der svømmer hele vejen rundt om Danmark.
- Det er en helt ubeskrivelig følelse. Det er som at have champagne indvendigt, jeg både griner og græder på samme tid, siger Lars Simonsen.
/ritzau/