Fortsæt til indhold
Indland

»Dybt pinligt«: Kommune begyndte byggeri til 100 mio. kr. på fremmed grund

Tønder Kommune begik en fejl, da man begyndte et stort kommunalt byggeri på en grund, der tilhørte et feriecenter.

Tønder Kommune har i denne uge gjort en usædvanlig god handel.

Kommunen har fået lov til at købe 14,5 hektar jord for en krone af feriecenteret Skærbækcentret, efter at kommunen ved en fejl begyndte at opføre et dyrt kommunalt byggeri på jord, som formelt tilhørte Skærbækcentret.

Sagen begyndte, da Tønder Kommune i foråret begyndte at opføre en ny skole i Skærbæk. Den nye skole, som efter planen skal åbne ved skoleårets begyndelse i 2020, har et budget på mere end 100 mio. kr.

Men det viste sig, at nogle af arealerne omkring den nye skole slet ikke var ejet af kommunen - det endda på trods af, at kommunen gennem flere år havde stået for vedligeholdelsen af jorden. Arealerne var i stedet delvist ejet af Skærbækcentret.

»Da jeg så det, var min første tanke: Det her er dybt pinligt. Helt grundlæggende er det vel sådan, at det første, man gør, inden man går i gang med et byggeprojekt, er, at undersøge tingbogen, så man ikke kommer til at projektere noget på anden mands ejendom,« sagde Claus Hansen (LA), der er medlem af kommunens økonomiudvalg, tidligere på ugen til jv.dk.

Det er uklart, hvorfor kommunen ikke var klar over, at den ikke var eneejer af arealerne, da den gik i gang med at bygge på grunden. De ejerforhold blev forhandlet på plads allerede i 2008.

Ejerne af Skærbækcentret har dog nu givet kommunen en stor, hjælpende hånd. De har givet lov til, at kommunen køber de 14,5 hektar jord for det symbolske beløb af en krone - plus udgifter til tinglysning m.v. Det skriver Jydske Vestkysten på baggrund af en erklæring fra ejerne til kommunen.

»Vi vil underskrive alle nødvendige dokumenter, herunder købsaftaler, og underskrive i den digitale tingbog, således at arealet formelt kan tilbageskødes til Tønder Kommune for en pris på en krone,« skriver bestyrelsesformand for Skærbækcentret Carsten S. Hansen og bestyrelsesmedlem Jørgen Hansen, som gerne vil hjælpe kommunen med at få styr på ejerforholdene og samtidig kalder den nye skole »til gavn for alle«.

Den oprindelige ramme for skolebyggeriet lød i 2017 på 90 mio. kr. Det beløb blev senere opjusteret til 92,8 mio. kr. 15. I januar 2019 viste det sig imidlertid, at det samlede projekt vil blive ca. 15 mio. kr. dyrere end forventet, og i februar besluttede Kommunalbestyrelsen derfor at tilføre projektet yderligere 9,9 mio. kr.

Pengene blev bl.a. fundet ved besparelser på byggeriet samt ved at tage penge fra kontoen for uforudsete udgifter.

Den nye skole kommer til at ligge på et område, som i daglig tale kaldes Oksens Mark og ligger lige ved siden af Skærbækcentret. Det betyder, at kommunen og centret vil få et tæt samarbejde om aktiviteter. På kommunens hjemmeside kan man eksempelvis læse, at »skolen og fritidscentret kan samarbejde om afvikling af store arrangementer, som skolen holder«.