Fortsæt til indhold
Indland

Politi om eksplosion: Vi har en række spor

Politiet har hørt fra mange efter eksplosionen foran Skattestyrelsen.

Københavns Politi har onsdag eftermiddag fået mere end 60 henvendelser fra borgere, der har oplysninger om eksplosionen ved Skattestyrelsen ved Nordhavn Station i København tirsdag aften. Det fortalte politiet ved en pressebriefing.

Henvendelserne er kommet fra beboere i området, folk der var i området samt medarbejdere. Henvendelserne går både på personer, og på ting, der er set både før og efter eksplosionen, oplyste chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov.

Københavns Politi har nu samlet en gruppe med PET og afdelinger i Rigspolitet, som skal deltage i efterforskningen.

»Der er et overvældende antal borgere, der har henvendt sig med oplysninger fra området i timerne omkring eksplosionen ved Skattestyrelsen. Det er vi meget glade for, og det hjælper os i den omfattende efterforskning, vi er i færd med,« siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fortalte, at politiet har fået mere end 60 henvendelser. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Politiets teknikere er færdige med at arbejde på gerningsstedet, og nu skal de indsamlede spor analyseres.

»Vi har en række spor, som vi forfølger, men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gå nærmere ind i disse. Jeg vil dog gerne understrege, at det her er en sag, vi tager meget alvorligt, og som har højeste prioritet,« siger Jørgen Bergen Skov.

Københavns Politi vil dog stadig gerne høre fra flere, som har været i området tirsdag aften mellem kl. 21.45 og 22.30.

»Det kan godt være, at man tror, man ikke har set noget. Men selv det, at der ikke var noget, giver os nogle oplysninger,« siger chefpolitiinspektøren.

Politet har allerede indsamlet videoovervågning fra området, men modtager gerne mere.

»Har man overvågning og er endnu ikke blevet kontaktet, så hører vi gerne fra dem,« sagde Jørgen Bergen Skov.

Politiet er stadig til stede ved Skattestyrelsen.

»Vi kommer til at være der i døgndrift med lokalpolitiet. Vi skal bl.a. bevogte stedet,« sagde chefpolitiinspektøren, som ikke vurderer, at sprængningen tyder på et forhøjet trusselsniveau mod offentlige bygninger.