Flyvevåbnets sværvægter sætter kurs mod Rømø
Onsdag bliver det muligt at være helt tæt på, når det største og tungeste fly det danske luftvåben råder over lander og letter.

Er det en måge... eller måske en drage? Nej det er et Hercules.
I hvert fald på Rømø på onsdag den 10. juli i tidsrummet 12 til 16.
Her har Flyvevåbnet nemlig søgt og fået tilladelse til at gennemføre en øvelse på stranden, skriver jv.dk.
Øvelsen er sat i værk for at simulere de forhold, besætningen skal kunne håndtere, når den skal foretage landinger i f.eks. ørkenlandskab med det op til 70 tons tunge Hercules-transportfly.
En lignende øvelse blev gennemført på Rømø i 2016:
Egentlig var øvelsen berammet til april i år, men blev da aflyst.
Det kan øvelsen blive igen, hvis vejret ikke arter sig, men hvis vejrudsigten ikke ændrer sig markant, er der gode chancer for, at man får mulighed for at se nærmere på det store fly, hvis man befinder sig på Rømø.
I en meddelelse fra Visit Rømø gør man opmærksom på, at tilskuere skal rette sig efter anvisninger fra ansatte fra Forsvaret, og at man skal være opmærksom på eventuelle afspærringer.
Og så skal personer i nærheden af start- og landingsområdet huske, at paraplyer, kasketter, parasoller, tørklæder og lignende kan blive sendt på flyvetur af det store flys propeller.