Advarsel til hundeejere: Midtjysk by er ramt af smitsom og dødelig hundesygdom
Dyrenes Beskyttelse advarer hundeejere i Skive mod at gå tur med hunde, som ikke er vaccineret mod hundesyge.
I Skive er der blevet konstateret flere tilfælde af hundesyge.
Dyrenes Beskyttelse advarer hundeejere i byen mod at gå tur med hunde, som ikke er vaccineret mod sygdommen.
Til TV 2 oplyser en dyrlæge, at der er stor risiko for, at en hund dør, hvis den bliver smittet med hundesyge.
Udmeldingen fra Dyrenes Beskyttelse kommer efter en obduktion af tre rævehvalpe, som viste, at dyrene var døde af hundesyge.
Hundesyge er ifølge dyrlægevagten en særdeles smitsom virussygdom hos hund, ræv, ulv og mink. Sygdommen er vidt udbredt i hele verden og ses herhjemme i perioder som større eller mindre udbrud.
Der findes ikke en specifik behanding mod hundesyge, så hunde, som ikke er vaccineret, vil i de fleste tilfælde dø tidligt i sygdomsforløbet.
»Sygdommen kan smitte som forkølelse, hvis hunde nyser, rører ved hinanden eller hoster hinanden i hovedet. Men også hvis en ræv har urineret et sted, og en hund går der, får urinen på sine poter og derefter slikker på dem,« siger dyrlæge Inger Lund Overgaard fra Dyrenes Beskyttelse til TV 2.
Er en hund vaccineret mod hundesyge, er smittefaren dog nærmest lig nul, lyder det fra overlægen, og hun opfordrer derfor alle hundeejere i Skive og omegn til at sikre, at deres hund er vaccineret mod sygdommen.