Vil du se Schackenborg Slot indefra? Nu vil man åbne dørene for danskerne
Det sønderjyske kongeslot skal være lettere tilgængeligt, og danskerne skal blandt andet kunne besøge det i hverdagene.
Måske har du forsøgt at kigge over hækken eller gennem åbningerne i slottets gitterport for at få et indblik i prins Joachim og prinsesse Maries hverdag på Schackenborg slot i Møgeltønder?
Indtil videre har det været svært som almindelig dansker at få adgang til slottet, men det skal der fremover laves om på, skriver DR.dk.
Det er Schackenborg Fondens kommende direktør, Trine Jakobsen, der vil åbne, så turister ikke kun kan besøge slottet, hvis de er en del af en guidet tur.
»Jeg har et stort ønske om at åbne de smukke gitterporte i hverdagen, så man kan komme ind og gå rundt på området og få den fantastiske oplevelse, som det er at besøge Schackenborg Slot. Jeg kunne godt tænke mig en øget grad af tilgængelighed,« siger Trine Jakobsen til DR.
Tilbage i 2014 solgte prins Joachim Schackenborg Slot til Schackenborg Fonden, som i dag ejer og driver slottet og den landbrugsjord, der hører til.
Selvom prins Joachim og prinsesse Marie efterfølgende flyttede til København med deres børn, kommer de stadig jævnligt på slottet i Møgeltønder.
Men med lidt koordinering, ser Trine Jakobsen ikke det som en hindring for at gøre det mere tilgængeligt for almindelige mennesker.
Ligeledes ser borgmesteren i Tønder Kommune stort potentiale i initiativet og håber, det kan trække yderligere turister til området.
»Når folk langvejs fra finder ud af, at det er muligt at komme ind og se Schackenborg Slot og opleve den meget magiske stemning, der er i området, så tænker jeg, at det kan blive en rigtig fin turistattraktion,« siger Henrik Frandsen til DR.
Historiker og ekspert i kongehuset Lars Hovbakke Sørensen mener, at der netop er behov for en alternativ måde, hvorpå danskerne kan komme tæt på de kongelige, nu når mange blev skuffet over, at de de faste repræsentanter i kongefamilien i Jylland forlod lokalområdet.