S sagde klart nej til russisk gasledning – nu tøver partiet på vej i regering
Før valget skulle rørledning gennem Danmark afvises med det samme. Nu vil S afvente analyse.
Socialdemokratiet talte i et klart sprog, da partiet før folketingsvalget fastslog, at Løkke-regeringen burde sige nej til en russisk gasledning gennem dansk søterritorium.
»Der er ingen grund til at vente med at afvise den ansøgning,« sagde udenrigsordfører Nick Hækkerup (S).
Men nu hvor partiet selv står til at overtage magten, er meldingen knap så klar.
Der er forskel på, om man sidder i regeringskontorerne eller ej.Nick Hækkerup (S), udenrigsordfører
»Udenrigsministeriet skal lave en vurdering, som vil være grundlag for at træffe beslutning om, hvorvidt vi skal imødekomme ansøgningen eller ej,« siger Nick Hækkerup i dag.
Han understreger, at S »ikke for nærværende« har ændret holdning til gasledningen, men »det kan komme, når vi ser Udenrigsministeriets vurdering«:
»Der er forskel på, om man sidder i regeringskontorerne eller ej,« siger Hækkerup.
Den statsejede, russiske energigigant Gazprom står bag rørledningen ved navn Nord Stream 2, som ifølge den oprindelige plan skal anlægges langs en eksisterende gasledning gennem dansk territorialfarvand syd for Bornholm. Den ansøgning blev sendt for over to år siden, men er stadig ikke færdigbehandlet.
I november 2017 vedtog Folketinget en lov, der gør det muligt for Danmark at afvise gasledningen af udenrigs- eller sikkerhedspolitiske hensyn, hvilket hele den daværende opposition krævede. Regeringen ville derimod afvente en faglig vurdering fra Udenrigsministeriet.
Sagen placerer Danmark i et storpolitisk krydspres mellem USA, der er imod ledningen, og Tyskland og Rusland, der vil have den gennemført.
Peter Viggo Jakobsen, professor i udenrigspolitik ved Forsvarsakademiet, konstaterer, at S nu »sidder med aben«.
»Den danske politik har hele tiden været henholdende, for uanset hvad man gør, kommer man til at irritere nogen. Man kan ikke blive ved med at finde på dårlige undskyldninger for at udskyde det. På et tidspunkt er man nødt til at beslutte, hvem man vil irritere.«
Udenrigsministeriet ønsker ikke at oplyse, hvornår dets faglige vurdering er færdig, men oplyser, at »arbejdet fortsat pågår«.
Nord Stream 2-rørledningen strækker sig over ca. 1.200 kilometer - heraf er 1.000 kilometer allerede lagt gennem finsk, svensk og tysk farvand.
Siden den oprindelige ansøgning har selskabet bag gasledningen ansøgt om to alternative linjeføringer, som ikke går gennem dansk territorialfarvand, henholdsvis nordvest og syd om Bornholm.