Fortsæt til indhold
Indland

Jennifer Lopez har skabt sin egen karriere

50 år onsdag: Jennifer Lopez er en af de mest succesfulde kvinder i den amerikanske underholdningsindustri. Hun er både skuespiller, sanger og forretningskvinde.

/ritzau/

Tøj, solbriller, parfume, tv-programmer og så selvfølgelig musik.

Det er efterhånden ikke så lidt, Jennifer Lopez lægger navn til.

Den amerikanske sanger med latinamerikanske rødder, som nogle engang blot betragtede som en døgnflue med et godt bagparti, er i dag meget mere end en kreativ kunstner.

Hun er sit eget brand. ”Jenny from the block”, som hun synger om sig selv, er forretningskvinde med stort ”F”.

Historien om ”J.Lo” er historien om en af de mest succesfulde kvinder i den amerikanske underholdningsindustri og et forbillede for latinamerikanere i USA.

De anerkendte magasiner Forbes og Time har flere gange udnævnt Lopez som en af de mest indflydelsesrige kvinder i verden – og en af de rigeste.

Dans, skuespil og sang

I første omgang brød hun igennem som professionel danser, så gjorde hun det til sin levevej at være skuespiller, inden hun i slutningen af 1990’erne udgav sit første album med hits som ”If you had my love” og ”Waiting for tonight”.

Hendes næste udgivelser tog også popverdenen med storm, inden der gik lidt af blusset sidst i nullerne.

Karrieren kom igen på skinner, efter at hun blev valgt til at være dommer i talentprogrammet ”American Idol” i 2011. Programmet ses verden over, og Lopez har brugt sin medvirken som en slags affyringsrampe til at udbygge sit forretningsimperium.

Jennifer Lopez selv forklarer, at hun er blevet mere bevidst om, at ”J.Lo”-brandet er mange penge værd. Og det bør andre som hende tænke mere over, har hun sagt til The New York Times.

»Jeg vil bare have det, jeg har fortjent. Alle kunstnere fortjener mere. Vi er en knap ressource. Branchen kan ikke gøre noget uden os. Så har de ikke noget produkt. Det er vi nødt til at forstå som kunstnere.«

Masser af sladder

I øjeblikket er Lopez i gang med sin første turné i knap syv år.

Ud over en succesfuld karriere i den amerikanske underholdningsbranche har Jennifer Lopez også levet et privatliv, der har gjort hende til et af de absolutte yndlingsofre for den globale sladderpresse.

Hun har været gift tre gange, og ved siden af ægteskaberne har hun haft stormombruste forhold med skuespilleren Ben Affleck og hiphopikonet Puff Daddy.

Nu er hun forlovet med den tidligere baseballspiller Alex Rodriguez.

Jennifer Lopez har tvillinger fra sit tredje ægteskab.