Fortsæt til indhold
Indland

Løkke vil ikke selv med i SV-regering

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tror ikke på fortsat ministerfremtid i SV-scenarium. Han vil dog blive som V-formand, selv hvis han taber valget. Det samme vil Mette Frederiksen (S), mens andre formænd vil trække sig.

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har anbefalet en fælles regering mellem Socialdemokratiet og Venstre efter valget, hvis den blå blok ikke selv får flertal, så ser han ikke sig selv som en del af den mulige SV-regering.

Det sagde Løkke, da han deltog i DR-programmet Mød Partierne.

Da Løkke beskrev sin ide i samtalebogen Befrielsen, åbnede han for, at han ikke selv skulle være med i projektet. Det kunne dog også læses som om, at det blot var posten som statsminister, han ikke skulle have.

Hvis vi nu tager det helt konkret, så vil jeg næppe kunne være minister i sådan en regering under Mette Frederiksens ledelse. Det tror jeg ikke.
Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

»Derfor er jeg også nødt til at få skrevet mig selv ud af ligningen, så jeg ikke bliver beklikket på mine motiver, hvis jeg prøver at operationalisere denne tanke. Den er nødt til at blive formidlet med et overskud og med de nuancer, der er i den. Så nu gør jeg det, uden at det er noget, jeg matematisk er tvunget ud i. Jeg gør det, fordi jeg tror, det er godt for Danmark,« siger Løkke i bogen.

»Hvad? Skriver du dig selv ud af ligningen?« spørger bogens forfatter Kirsten Jacobsen.

»Forhåbentlig ikke, for jeg synes, jeg har meget at tilbyde; men min person skal ikke stå i vejen for den bedste løsning for Danmark,« svarede Løkke.

Uklarheden om Løkkes forestillinger blev en tand mindre i DR-studiet, da han blev spurgt, hvad det konkret betyder, at han skal »skrives ud af ligningen«.

»Hvis vi nu tager det helt konkret, så vil jeg næppe kunne være minister i sådan en regering under Mette Frederiksens ledelse. Det tror jeg ikke,« sagde Løkke.

Skibet i søen

Om sin egen fremtid har Løkke Rasmussen desuden flere gange i valgkampen slået fast, at han har tænkt sig at blive som formand for Venstre, selv om partiet skulle miste regeringsmagten.

»Ja, selvfølgelig gør jeg det,« sagde Løkke under et læserarrangement hos Jyllands-Posten for et par uger siden.

De meldinger er kommet, efter han i sin samtalebog har fortalt, at han egentlig havde lovet sin hustru at stoppe i politik efter det seneste valg. Men det løfte er endnu ikke indfriet.

»Jeg har set det som en nødvendighed at blive, fordi jeg havde dette billede af at få sat skibet i søen, se det sejle og så måske gå fra borde. Men hvis der ikke er en sikker hånd på roret, går skibet ned,« siger han i bogen, hvor han også slår fast, at arvefølgen, hvor næstformand Kristian Jensen kan tage over efter Løkke, »ikke er en naturlov i Venstre«.

Og foreløbig har Løkke altså tænkt sig at blive som formand efter valget.

Kaptajn på broen

Samme spørgsmålet er andre blå partiledere blevet mødt med den seneste uge. Samtlige meningsmålinger spår rød valgsejr, og det har udløst spørgsmål om fremtiden til både Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Overfor B.T. brugte Thulesen Dahl samme sproglige maritime univers som Løkke.

»Jo sværere det er for DF, jo vigtigere er det, at kaptajnen på broen bliver stående og er parat til at føre skibet ind i sikker havn igen,« sagde han.

»Hvis jeg så meget som overvejede det der, ville det være det samme som at sige, at jeg er her, når der er medvind, og så snart der er modgang, så er jeg væk. Jeg har det modsat. Det er i modgang, at man skal vise, at man er der, og at man står fast,« sagde DF-formanden.

Søren Pape Poulsen fortalte Danmarks Radio, at han går, hvis partiet får færre mandater i Folketinget, end de seks, det har i dag.

»Hvis vi får færre end seks mandater, hvorfor i himlens navn skulle jeg så blive ved med at have det her job. Det giver ingen mening,« sagde Pape.

Også Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, vil trække sig, hvis hun får en vælgerlussing. Kommer partiet ikke i Folketinget, er hendes tid som formand slut, har hun gjort klart i et interview med Berlingske.

På spørgsmålet »træder du tilbage fra Nye Borgerlige, hvis I ikke kommer i Folketinget?«, svarede hun et bestemt »ja«.

Den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, har til gengæld tænkt sig at blive siddende som formand, selv om hun skulle tabe valget.

Det sagde hun, da hun tidligere på måneden deltog i et vælgerarrangement i Tønder.

Ifølge JydskeVestkysten spurgte en ni-årig Rosa fra Aarhus via en videoskærm »hvad hvis du ikke vinder valget, hvad vil du så gøre?«

»Så tager jeg nok et par dage fri, men så fortsætter jeg som formand for Socialdemokratiet og klør på igen,« svarede Mette Frederiksen.