Fortsæt til indhold
Indland

Anklageren jagter Britta Nielsens skjulte millioner: »Det er helt centralt for retsfølelsen«

Britta Nielsen er fredag blevet tiltalt for svindel for 117 millioner.

Anklagemyndigheden meddelte fredag formiddag, at der nu er rejst tiltale mod Britta Nielsen i sagen om omfattende svindel mod staten.

64-årige Nielsen var tidligere ansat ved tilskudsforvaltningen, som i dag hører under Socialstyrelsen, og står tiltalt for at have svindlet for 117. mio. kr. ved at have foretaget over 300 overførsler af offentlige tilskudsmidler til egne konti.

Anklagemyndigheden tiltaler Britta Nielsen for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk. Man ønsker dog endnu ikke at oplyse, hvilken straf man vil gå efter at få Nielsen idømt.

»Det gør vi, når vi kommer til retten. Men jeg kan sige, at vi er inde i nogle af de alvorlige bestemmelser i loven, og indenfor den strafferamme findes der højere straffe, når det er bedrageri af grov beskaffenhed,« udtaler statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet), til Jyllands-Posten og fortsætter:

»Vi må se, hvordan sagen går i retten. Den har det endelige ord. Men jeg understreger, at det er en særdeles alvorlig sag.«

Anklagemyndigheden rejste fredag udelukkende tiltalte mod Britta Nielsen i sagen.

Hendes søn og døtrene Karina Jamilla Hayat og Nadia Samina Hayat samt en svigersøn er også sigtet i sagen, og Morten Niels Jakobsen oplyser, at man »stadig efterforsker, om der er mulighed for at rejse tiltale mod andre«.

Sagen om Britta Nielsen formodede svindel startede, da Socialstyrelsen i slutningen af september i fjor gik til politiet på grund af uregelmæssigheder i forvaltningen af satspuljemidler.

To måneder senere blev hun anholdt i Sydafrika, og både der samt i Danmark har myndighederne siden beslaglagt værdier som led i sagen - heriblandt landejendomme og flere biler.

I forbindelse med tiltalen mod Britta Nielsen oplyser anklagemyndigheden, at man går efter at konfiskere værdier for 113 mio. kr.

Morten Niels Jakobsen ønsker ikke overfor Jyllands-Posten at forklare, hvorfor man har tiltalt Britta Nielsen for svindel for 117 mio. kr., men blot vil konfiskere for 113 mio. kr. Den forskel vil der blive redegjort for i retten, oplyser han.

Han ønsker heller ikke at fortælle, hvor stor en del af de 113 mio. kr., man indtil nu er lykkedes med at konfiskere.

»Jeg vil ikke gå ind i det konkrete. Men jeg vil sige mere generelt, at det er afgørende at gå efter udbyttet. Det er en del af vores arbejde, og SØIK har en skarp sporingsgruppe. Det er helt centralt for retsfølelsen at gå efter udbyttet, og vi er meget optaget af det i denne sag,« siger Morten Niels Jakobsen.

Som led i arbejdet med at inddrive pengene har de danske myndigheder samarbejdet med især de sydafrikanske myndigheder, da Britta Nielsen havde en del besiddelser her.

I starten af april fortalte DR, at to ædelstene konfiskeret fra sønnen muligvis var forsvundet i Afrika.

Morten Niels Jakobsen vil ikke kommentere på det konkrete aspekt af opklaringsarbejdet. Han oplyser dog, at man undervejs i sagen har haft et fint og tæt samarbejde med udenlandske myndigheder:

»Når vi bekæmper kriminalitet af grænseoverskridende karakter, som der i nogen grad er tale om her, er det enormt vigtigt med samarbejde på tværs. Det har vi haft i denne sag, og det kunne også ses i forbindelse med udleveringen. Det samarbejde har også været i stand omkring sporingen, og er det fortsat.«