Fortsæt til indhold
Indland

Et lysende talent, en politisk nørd - og en kvinde med sjippetov

Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel Gjertsen hædres med Publicistklubbens Talentpris 2019.

Onde tunger vil sige, at det er for sent at uddele en talentpris til Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen. For hun har for længst slået sit navn fast som ekstrem kyndig, vidende og velskrivende journalist på Christiansborg og rager gevaldigt op - ikke bare blandt sine jævnaldrende kolleger, men i det hele taget.

Gode tunger - her finder vi redaktøren her self - vil glæde sig inderligt over, at hun er den indlysende modtager af Publicistklubbens Talentpris 2019, som blev uddelt fredag aften.

De første 33 år har hun og omgivelserne fået maksimalt ud af. Hun er fynbo af fødsel og stærk patriotisk på øens vegne. Elsker fynboernes nationalkage brunsvigeren, hader at folk vil skynde sig over Fyn og har for år tilbage startet bevægelsen »Fyn er Danmarks Provence«.

Hun er en af de mest talentfulde journalister, vi har.
Christine Cordsen, politisk analytiker på DR

Da hun helt frivilligt forlod Fyn, var det med et målrettet sigte på politik. Ganske vist havde hun et kort ophold på statskundskabs-studiet, men fandt hurtigt sit rette tråd i journalistikken. I praktik på dagbladet Information, hvor hun naturligvis straks blev fastansat efter endt uddannelse.

I 2011 blev hun ansat på Jyllands-Postens redaktion på Christiansborg, og siden har hun ikke bestilt andet end at vokse. Bortset fra en kort afstikker til Politiken, hvor hun hurtigt vendte tilbage igen og blev hilst med et »Velkommen tilbage til gården« af daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Hun stiger og stiger

Hun er stærk i alle journalistiske discipliner - grundig research, stærk og levende formidling - og efterhånden har hun også bygget et lederskab oven på, efter hun for to år siden blev udnævnt til leder af den politiske redaktion. Og hun stiger stadig. Sidste år blev hun optaget i Jyllands-Postens fem mand store nyhedsledelse.

Med den stadig stærkere position følger også den analytiske del af politisk journalistik, som hun mestrer i en grad, så det ikke kun kommer JP’s læsere til gavn. TV-stationerne har for længst fundet ud af, at de i Marchen Neel Gjertsen har en kvinde, der både mundret og med kant inviterer seerne indenfor Christiansborg tommetykke mure.

Det er en præstation, for hendes nære omgivelser tøver ikke med at kalde hende en politisk topnørd. Hun elsker at følge spillet, men interesserer sig også for substansen i de beslutningerne, politikerne tager. Politik er faktisk en hobby, som ægtemanden, Nikolaj Heltoft, der er kulturjournalist på Politiken, formulerer det. Helt uden irritation i stemmen.

Anerkendelsen fra kollegerne har da også gjort hende til formand for journalisterne på Christiansborg, som er samlet i den såkaldte Presselogen. Et tillidshverv, hun tager ganske alvorligt og kæmper en brav kamp for, at den gensidige respekt mellem politikere og journalister opretholdes og forbedres.

Godt grin og glas

Selv har Marchen Neel Gjertsen ofte fremhævet Christine Cordsen, politisk analytiker på DR og hendes forgænger på Jyllands-Postens politiske redaktion, som sin rollemodel.

Lidt af en ære, mener samme Cordsen, som kvitterer ved at understrege, at Marchen Neel Gjertsen allerede har samme position for mange yngre journalister.

»Marchen behøver ikke en rollemodel, hun kan godt selv. Hun viser vejen - er utroligt dygtigt, går på med krum hals og er ikke bange for at tage ledelsesansvar. Hun er en af de mest talentfulde journalister, vi har,« siger hun og fremhæver samtidig, at Marchen Neel Gjertsen har et særligt talent for både at være kritisk journalist og samtidig nyde respekt blandt de politiske kilder:

»Selv om det ikke altid ser sådan ud, så har politikerne faktisk respekt for journalister, som sætter sig ordentlig ind i tingene og gør sig umage. Sådan er Marchen, og så har hun samtidig et utroligt vindende væsen, og det en sej kombination.«

Politisk nørd, utrolig arbejdsom og helt tunet ind på finansloven - det kan lyde kedeligt. Men Marchen Neel Gjertsen er udpræget selskabelig og elsker et godt glas og grin til langt ud på de små timer. For at holde til det hele skal der motion til, og det klarer hun med hyppige ture med sjippetovet ude på terrassen foran hjemmet på Østerbro.

Lige nu lever Marchen Neel Gjertsen i valgkampens undtagelsestilstand, men ellers får hverken arbejdet eller festerne lov at gå ud over det vigtigste i tilværelsen: lille Solvej på to år.