Fortsæt til indhold
Indland

Balletdanseren blev statsministerfrue

70 år onsdag: Anne Marie Vessel Schlüter og den kongelige ballet har fulgtes ad i 66 år.

I 1989 fik Danmark en ny førstedame.

Anne Marie Vessel og den daværende 60-årige konservative statsminister havde takket ja til hinanden, og hun kunne føje et ”Schlüter” til sin i forvejen kendte navn. Ceremonien blev holdt hemmelig, fordi forholdet allerede havde tiltrukket sig ikke så lidt opmærksomhed i offentligheden. Landets leder havde bejlet til en 20 år yngre kvinde, som tilmed stod i spidsen for Det Kongelige Teaters Balletskole.

Anne Marie Vessel Schlüter – ofte kaldet Mie - var ganske vist vant til at få sit arbejde gransket af anmeldere, men nu var det pludselig andre elementer, der blev bedømt og kommenteret.

Jeg har sagt til dem begge, at hvis de synes, jeg er for gammel og ikke duer mere, skal de sige til.
Anne Marie Vessel Schlüter trækker sig næppe tilbage fra Det Kongelige Teater og balletten af sig selv

»Vi blev forfulgt af sladderjournalister, og det tog helt overhånd. Men mellem ham og mig voksede der noget fint frem, og han tog også Niclas til sig, og inviterede os blandt andet med i Tivoli, hvor Poul (Schlüter, red) bar ham på skuldrene. Sådan vinder man effektivt en moders hjerte,« sagde hun i fjor i et interview med Hendes Verden.

Bournonville som hjemmebane

Niclas er Anne Marie Vessel Schlüters søn fra et tidligere forhold med balletdanseren Alexander Kølpin. Den romance vakte også opsigt på grund af aldersforskellen - her med omvendt fortegn. Kølpin var nemlig 16 år yngre end hun. Sønnen Niclas Kølpin voksede op og blev skuespiller. Han er bl.a. kendt fra filmen ”Sommeren ’92” om EM i 1992, hvor han spillede Michael Laudrup.

Anne Marie Vessel Schlüter var – sunget med eget næb - lidt af en »pylremor«. I 2013 blev der byttet om på rollerne. Niclas Kølpin tog over som den bekymrede voksne, da hans mor fik diagnosticeret brystkræft.

Påmindelsen om, at ethvert menneskeliv – selv et livstykke af et energibundt ved navn mor – er udstyret med en udløbsdato, gjorde Niclas Kølpin bevidst om at tilbringe mere tid med sit ophav. Både i hverdagen og når han tog med hende til kemo eller ud for at vælge en paryk. Deres forhold kom på den måde styrket ud af sygdomsforløbet, fortalte de i 2015 i et interview bragt i Jyllands-Posten.

Anne Marie Vessel Schlüter blev rask og ikke mindre lys af sind for den oplevelse. Og mens hendes nu 90-årige husbond efterhånden er mindre mobil, kan hun selv ikke sidde stille i ret mange timer ad gangen hjemme på Frederiksberg. Anne Marie Vessel Schlüter er udpræget morgenmenneske og holder sig som tidligere balletdanser stadig på tæerne.

På scenen som fireårig

I en alder af fire år debuterede hun, der i øvrigt er datter af balletdanseren Tove Schultz og balletregissøren Poul Vessel Christensen, i operaen ”Madame Butterfly” på den kongelige scene. Senere i livet blev hun uddannet danser og begyndte at engagere sig i undervisningen samme sted.

I 1988 trådte hun til som leder af balletskolen, som hun tog hånd om helt frem til 2006. Den dag i dag sætter hun stadig sit kyndige fingeraftryk på nye generationer af dansere som underviser. Hun kan om nogen lære fra sig om den famøse Bournonville-tradition, og i ny og næ er hun også at finde på de skrå brædder under forestillinger - senest som bedstemoderen i ”Nøddeknækkeren”.

August Bournonvilles-repertoiret må siges at være Anne Marie Vessel Schlüters hjemmebane. Hun har også udmærket sig som bl.a.-eleven i Flemming Flindts ”Enetime”, og i en alder af 64 år debuterede hun som koreograf med en solo til karakterdanseren Lis Jeppesen på ”242 år i trikot”.

Teatret har været hendes trofaste følgesvend før, under og efter perioden som statsministerfrue, der bød på møder med historiske skikkelser som præsident Bush - den ældre - samt Michail Gorbatjov og Margaret Thatcher.

De politiske pligter endte i 1993 i slipstrømmen på Tamilsagen, der blev den direkte årsag til Schlüter-regeringens tilbagetræden. Anne Marie Vessel Schlüter har svært ved at se sig selv træde tilbage fra teatret, forklarede hun for nylig til Berlingske:

»Heldigvis har både Nikolaj (Hübbe, balletmester, red.) og Thomas (Lund, balletskoleleder, red.) stadig opgaver til mig. Jeg skal bl. a. være med til at lave »Et folkesagn« i den kommende sæson, og det glæder jeg mig meget til. Men det skal ikke være vennetjenester. Jeg har sagt til dem begge, at hvis de synes, jeg er for gammel og ikke duer mere, skal de sige til.«.