Fortsæt til indhold
Indland

Der er kun få forskelle på mænd og kvinder i topledelse

En ny analyse viser, at mens kønnet ikke har den store indflydelse på topledere, er mellemledernes egenskaber i højere grad præget af kønsroller. Her er kvinderne omsorgsfulde, mens mændene er viljestærke. Hos organisationen Lederne arbejder de målrettet på at få flere kvinder i ledelse.

Simon Kudal

»I meget ledelse er der et ideal om nogle mere maskuline træk – for eksempel viljestyrke, dominans og beslutsomhed - og det ser ud til, at forskellene er mere udlignet mellem kønnene, når man når op på toplederniveau,« forklarer Helene Hoppe Revald.

Hun er erhvervspsykolog og faglig chef i virksomheden People Test Systems, som hvert år laver omkring 50.000 personlighedsanalyser. Det giver adgang til en stor mængde data om forskellige grupper, som er grundlag for en undersøgelse af forskellene på personlighed og adfærd på tværs af kønnene blandt henholdsvis topledere og mellemledere.

Ud fra analysen kan Helene Hoppe Revald konstatere, at der er ret mange forskelle på kønnene, når det gælder mellemlederniveau, hvorimod forskellene er langt færre på toplederniveau.

Ser man på, hvor der er forskelle på mænd og kvinder i topledelse, er det på faktorer, der typisk er forbundet med kvindelige træk, forklarer hun.

»På toplederniveau er kvinderne mere positive, tolerante, tillidsfulde og empatiske i forhold til mændene,« siger hun.

Når det gælder mellemledere er de samme faktorer udtalte, men her ser man endnu flere forskelle på mænd og kvinder.

»Ser man på de traditionelle kønsroller, forestiller man sig, at mænd er mere viljestærke og dominerende, hvor kvinder har nogle mere moderlige egenskaber og er mere omsorgsfulde. Den distinktion ser vi i højere grad på mellemlederniveau end på toplederniveau,« siger hun.

Tallene viser for eksempel også, at kvinderne er mindre beslutningsdygtige på mellemlederniveau end mændene, og det er igen en forskel, der er udvisket på toplederniveau.

»Den interessante diskussion her, synes jeg, er, om det siger noget om kvinderne, der stræber efter at nå topledelsesniveau, eller om det betyder, at vi leder efter nogle særlige karaktertræk til vores topledelse, der ikke er særligt feminine, og vi derfor vælger kvinder, der har mere maskuline karakteristika,« siger hun.

Kvindelige topchefer er mere empatiske

Charlotte Kirkegaard er international ekspert i køn og ligestilling, og desuden driver hun konsulentvirksomheden E-Quality, der hjælper private virksomheder med at få flere kvinder i ledelse på alle niveauer.

Hun mener, at forskellene i personlighedsanalyserne hos mænd og kvinder i topledelse er signifikante.

»Når vi ser på samarbejde og menneskelig tolerance, så scorer kvinderne ret højt både som mellemledere og topledere,« siger hun og fortsætter:

»Der, hvor kvinderne kommer tættere på mændene, er omkring beslutningstagen. Til gengæld synes jeg, det er sjovt at se, hvordan kvindelige topledere har meget mere fysisk og mental energi samt mere tempo end mellemlederne,« siger Charlotte Kirkegaard.

I sine egne undersøgelser ser hun, at kvinder i topledelse ofte sidder alene og kommer til at performe mere på mændenes præmisser, end hvis de sidder på en mellemlederplatform.

Det er i høj grad et spørgsmål om, hvor mange der er af hvert køn.

»En del kvindelige topledere har lidt svært ved at sætte sig igennem i deres ledergrupper, når de sidder der som eneste kvinde. De skal forandre sig lidt, tale lidt hårdere og opføre sig lidt mere ligesom mændene for at blive respekteret og anerkendt,« siger hun.

Ifølge hende er det interessant, at personlighedstestene viser, at kvindelige topledere slet ikke er lige så diplomatiske som kvindelige mellemledere.

Vi får altid at vide, at kvinderne er meget mere tjekkede, men det er de ikke. De scorer langt under mændene både på mellemleder- og toplederniveau.
Charlotte Kirkegaard, international ekspert i køn og ligestilling

»I forhold til at tage hensyn til andre ligger mellemlederne også højere, så der sker noget med de her kvinder, der når op på toplederniveau,« siger Charlotte Kirkegaard.

Hun synes, det er bemærkelsesværdigt, at empatien stiger hos kvinder, når de når toplederniveau, og at den er meget højere end hos mændene.

»Hvis ens empati er høj, er man også mere opmærksom på sine omgivelser og på sine egne handlinger. Har man ikke empati, lægger man formentlig ikke selv mærke til det, hvis man ikke tager hensyn til kolleger og medarbejdere,« siger hun.

Det overrasker hende, at undersøgelsen viser, at kvinderne ikke er meget mere tjekkede end mændene i forhold til organisatoriske evner.

»I forhold til planlægning, ordenssans og detailstyring får vi altid at vide, at kvinderne er meget mere tjekkede, men det er de ikke. De scorer langt under mændene både på mellemleder- og toplederniveau,« siger Charlotte Kirkegaard.

Hun bider desuden mærke i, at kvindelige topledere er væsentligt mindre risikovillige end mandlige topledere.

Kvinder føler, de skal præstere mere

Hos Ledernes Hovedorganisation harmonerer personlighedstestene godt med det billede, man har af kønsrollerne i topledelse.

Organisationen lavede i 2017 i samarbejde med Aarhus Universitet en undersøgelse, hvor man bad medlemmerne om at forholde sig til egenskaber, der blev vægtet mere eller mindre maskulint eller feminint.

»Resultatet var, at flere af de egenskaber, man tillægger den succesfulde leder, er ovre i det, man kønsstereotypt vil kalde mandlige egenskaber. Set i det lys er det ikke så overraskende, at det ser sådan her ud,« siger Nanna Simone Jensen, der er politisk konsulent i Ledernes Hovedorganisation.

Ifølge hende giver det også god mening, at der er forskel på egenskaberne hos kvindelige mellemledere og topledere, fordi der er stor forskel på, hvilke kompetencer der kommer i spil.

»Når vi spørger vores medlemmer om, hvad de vigtigste opgaver i deres job er, så er der også stor forskel på, om du er mellemleder eller topleder. Jo tættere du kommer på medarbejderne, jo større fokus er der på egenskaber som empati og på at skabe trivsel og arbejdsglæde,« siger hun.

Dermed mener hun ikke, at topledere er blottet for fokus på trivsel og arbejdsglæde, men det parameter vægter ikke lige så højt som andre egenskaber som for eksempel at kunne handle, tænke strategisk og skabe resultater.

»Som organisation arbejder vi enormt meget med ligestilling, og det er et helt centralt punkt for os at få flere kvinder i ledelse,« siger Nanna Simone Jensen.

Hun synes, det ville være helt fantastisk, hvis mere end 30 pct. af ledernes medlemmer var kvinder, som det ser ud i dag.

Da Lederne spurgte kvindelige medlemmer, om de føler, at de skal præstere mere end deres mandlige kolleger, svarede 31 pct. ”sommetider”, og 11 pct. svarede ”ofte”.

»Nogle kvinder føler altså, at de skal præstere mere end deres mandlige kolleger for at stige i graderne, og det er en uheldig skævvridning. Om det skyldes, at der rent faktisk er en mandsdomineret kultur, eller der bare er flere mænd, der er ledere – det er ikke til at sige,« siger hun.

Det bliver mere og mere åbenlyst, at diversitet i topledelsen er alfa og omega for at skabe en sund forretning.
Nanna Simone Jensen, politisk konsulent i Ledernes Hovedorganisation

Når Lederne har bedt medlemmerne give deres bud på, hvorfor der er langt flere mænd end kvinder i topledelse, svarer langt flere kvinder end mænd, at det er, fordi der er en mandsdomineret kultur i toppen af virksomheden.

Vil have flere kvinder i toppen

Der er ingen tvivl om, at der er færre og færre kvinder, jo længere op i ledelseslagene man kommer.

Det vil Lederne gerne have lavet om på.

»Vi arbejder hver dag med, hvad vi som organisation kan gøre for vores medlemmer, men også med at fortælle lederne, hvorfor diversitet i ledelsen er vigtig,« siger hun.

Ifølge hende er det også højt på Ledernes dagsorden at arbejde politisk med udspil, der kan få flere kvinder i ledelse.

»En ting, vi arbejder meget med på toplederniveau, er at få flere kvindelige rollemodeller på banen,« siger hun.

Selv om der stadig er virksomheder, hvor topledelsen ligner en lukket klub for mænd, er der ifølge Nanna Simone Jensen flere og flere virksomheder, der gør rigtig meget for ligestillingen i ledelsen.

»Jeg tror, at vi i den nærmeste tid kommer til at se endnu flere virksomheder, som vil arbejde benhårdt med diversitet i toppen af virksomheden. Det bliver mere og mere åbenlyst, at diversitet i topledelsen er alfa og omega for at skabe en sund forretning. Det, oplever vi, vinder større og større genklang blandt vores medlemmer,« siger hun.