Forvirring og frustration på Hovedbanegården: Jeg aner ikke, om jeg kan komme på arbejde
DSB-strejken har lammet togtrafikken og forvandlet Hovedbanegården til en skygge af sig selv på en ellers travl mandag morgen.
Hovedbanegården i København er en skygge af sig selv denne mandag morgen.
Perronerne ligger stort set øde hen. Ingen tog, ingen passagerer. Kun duerne og et par enkelte DSB-ansatte huserer på de lange flisebelagte stræk.
S-togene, som normalt udgør byens puls, er ingen steder at se. Al togdrift på Sjælland er indstillet på grund af en overenskomststridig strejke fra lokoførerne.
Oppe i den store ankomsthal på Hovedbanegården er tingene heller ikke som de plejer. Normalt zigzagger rejsende ind mellem rullekufferter, barnevogne og cykler i et sandt mylder.
I dag er der kun en brøkdel af den normale menneskemængde. Og de tilstedeværende står mest bare stille i hallen og betragter skærmene med aflysninger eller tjekker deres mobiltelefoner i ét væk.
Ankomst- og afgangstavlerne viser »aflyst« ud for alle afgange.
»Det er vældig frustrerende. Jeg skal på arbejde, men jeg aner ikke, hvornår jeg kommer derud, så lige nu venter jeg bare på, at det ændrer sig,« siger Kristin Norberg, mens hun stikker sin mobil i frakkelommen.
Hendes S-tog til Høje Taastrup kører ikke, så hun når ikke på job til tiden.
Rundt om hende er forvirringen til at mærke, og de få DSB-informationsmedarbejdere, der er kommanderet ud på gulvet, har rigeligt at se til. Særligt turister og udenlandske rejsende er i vildrede.
Over højttalerne opfordres rejsende til at tjekke dsb.dk for mere info. Der bliver ikke sat togbusser ind - der er simpelthen ikke nok.
Men tyske Lena har ramt jackpot:
»Jeg er en af de heldige,« siger hun og peger med et lettelsens smil op på det eneste tog på afgangstavlen, der kører i øjeblikket: Svenske Jernbaners afgang mod Stockholm.
Få meter fra hende står Malik med en guitarkasse under armen og tjekker sin telefon for nyt om trafiksituationen.
»Jeg skal til Tølløse på arbejde, men jeg ved ikke engang, om jeg kan komme frem,« siger han opgivende.
Trods bøvlet forstår han de strejkendes situation:
»Jeg forestiller mig, at de strejker for bedre vilkår. Det støtter jeg generelt op om, at man kæmper for. Folk skal have en ordentlig løn,« siger han.
Ved Hovedbanegårdens indgang over for Tivoli har 50-60 DSB-ansatte taget opstilling i morgensolen. De strejker, drikke kaffe af plastickrus og taler med hinanden i mindre grupper.
Murer & Murerarbejdsmændenes Faglige Klub er rykket ind sympati med kollegerne i DSB. Og en håndfuld unge fra Revolutionære Socialister er her også med rødt banner med budskabet »Ingen tillidsmænd - ingen tog«.
Ved 9-tiden spærrede en gruppe stilladsarbejdere kortvarigt Bernstorffsgade foran Hovedbanegården med en lastbil, men de er kørt igen.
En af togførerne, som ikke ønsker sit navn i avisen, fortæller, at selvom strejken påvirker tusindvis af borgere, så har personalet ikke set nogen anden udvej end at nedlægge arbejdet overenskomststridigt.
»Vi håber på at få nogle ordentlige forhold. Det er derfor, vi er her i dag,« siger han.
Hvornår strejken bliver afblæst, vil han ikke spå om.
Ved 10-tiden har DSB fortsat ikke nogen prognose for, hvornår togene kan køre igen.