Fortsæt til indhold
Indland

»Royal glans« over stor fond: Kronprinsparrets hofchef får kritik for dobbeltrolle

Kronprinsens hofchef Christian Schønau er blevet bestyrelsesformand i fonden, som ejer koncernen Grundfos.

Kan en kongelig hofchef sidde som bestyrelsesformand i en fond med tæt tilknytning til en af landets største virksomheder?

Det er spørgsmålet, efter at kronprinsparrets hofchef Christian Schønau tidligere i marts føjede en ny stilling til sit cv.

Den 52-årige Christian Schønau er blevet bestyrelsesformand i Poul Due Jensens Fond - fonden, som ejer 88 pct. af aktiekapitalen i pumpegiganten Grundfos. Og den dobbeltrolle er problematisk, siger Christoph Ellersgaard, der er sociolog og adjunkt på CBS og har skrevet bogen ”Magteliten”.

»Hvis man knytter sig tættere til kongehuset, kan det være nemmere at komme med til statsbesøg, lige som det også kan være nemmere at få kastet lidt royal glans over en nyåbnet fabrik i udlandet. Det er et stempel fra det officielle Danmark,« siger han til Ekstra Bladet.

Han er bekymret for, at Grundfos på denne måde kan komme forrest i køen, når kronprinsparret skal besøge virksomheder eller invitere til arrangementer.

Christian Schønau har været hofchef siden september 2010. Det er bl.a. hans opgave som hofchef at tilrettelægge parrets officielle arrangementer, rejser og aftaler. Han fungerer desuden som rådgiver for kronprinsparret.

Hofchefen er p.t. på statsbesøg i Argentina sammen med dronningen og kronprinsen. Flere medier har forsøgt at få en kommentar til sagen fra både Christian Schønau og kongehuset, men det har ikke været muligt.

Før han blev hofchef arbejdede Christian Schønau som departementschef i Socialministeriet, og han har også fungeret som ministersekretær og kontorchef i Indenrigsministeriet. Han er oprindelig uddannet cand.jur.

Christian Schønau har siddet i Poul Due Jensens Fonds bestyrelse siden december 2018. Til Ekstra Bladet forklarer fondens direktør Kim Nøhr Skibsted, at man udelukkende har valgt sin nye formand ud fra hans faglige kvalifikationer, heriblandt hans erfaring med fondsarbejde og hans fortid i Socialministeriet.

I forbindelse med Schønaus indtræden i bestyrelsen i 2018 sagde kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til Berlingske, at hun ikke fandt det problematisk, at hofchefen har andre poster.

»Der er ikke noget nyt fænomen, at chefer i kongehuset varetager bestyrelsesposter i forskellige fonde. Faktisk betrager vi det som helt naturligt, at medarbejdere i kongehuset er involveret andre stede i samfundet, både hvad angår kulturliv og erhvervsliv,« sagde hun.