Politiet undersøger, om der kan været flere ofre i sag om »foreløbigt« tre drab
En 26-årig mand er sigtet for at slå tre ældre mennesker ihjel i boliger på Østerbro i København.
På et pressemøde ved Københavns Politigård fortalte Københavns Politi fredag, at man undersøger, om der kan være flere ofre i sag, som nu tæller tre dræbte ældre mennesker.
En 26-årig mand er sigtet for at have dræbt to kvinder på hhv. 81 og 83-årig samt en mand på 80 år. Det skulle være sket i en periode fra 7. februar til den 7. marts.
»Vi var i fredags ude til en kvinde på 81 år, som var død. Der blev skrevet en almindelig dødesag. Vi blev kontaktet dagen efter af nogle pårørende, som var bekymret for misbrug af hendes dankort efter hendes død. Der sætter vi en efterforskning i gang. Det medfører, at vi finder ud af, at der har været misbrug af hendes kreditkort, og på baggrund af det anholder vi en mistænkt i sagen,« sagde Brian Belling, der er leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.
Politiet sigtede lørdag den 26-årige mand for drabet på den 81-årige og senere kom de to yderligere sigtelser til. Det gjorde de, fordi beboere i området omkring Vangehusvej på Østerbro i København, henvendte sig til politiet og berettede om mistænkelige dødsfald.
»Det gør, at vi sætter vores analyseafdeling i gang med undersøgelser af, hvem der er døde siden starten af 2018 for at undersøge forholdene nærmere. Det er på baggrund af den efterforskning, at vi nu konstaterer, at der efter vores overbevisning er sket drab i to af sagerne derude,« sagde Brian Belling.
Han forklarer, at drabene tilsyneladende er sket ved kvælning, men at den ene dræbte, den 83-årige kvinde, er blevet kremeret. Derfor er dødsårsagen ikke fastlagt i hendes tilfælde.
Både hos den 80-årige mand og den 83-årige kvinde havde politiet været til stede, da de blev erklæret døde. Men man opdagede altså ikke dengang, at der muligvis var tale om drab.
Den 26-årige sigtede er dansk statsborger, men af østafrikansk afstamning. Han har boet i Danmark »meget længe,« lød det på pressemødet. Politiet kan ikke gå i detaljer med hverken beviser eller oplysninger om manden, fordi grundlovsforhøret søndag blev afholdt bag lukkede døre.
Det kom desuden frem, at politiet for nuværende har koncentreret efterforskningen af mulige yderligere sager til området omkring Vangehusvej, men at man også vil se på et større geografisk område. Man vil desuden tage kontakt til andre politikredse i forbindelse med efterforskningen.
Den 26-årige sigtede nægter sig skyldig.